Birkebeinerne

Birkebeinerne (norrønt: birkibainar), oprindeligt et spottenavn på den oprørsflok i Norge, som i 1174 sluttede sig til Øystein Møyla, og i 1177 led nederlag på slaget på Re (ved Tønsberg), hvor Øystein blev dræbt af en bonde efter slaget. Navnet henspillede på, at de angiveligt var så fattige, at de af mangel på skotøj bandt bark af birk om ben og fødder.

Den resterende flok flygtede til Värmland, hvor de tog Sverre Sigurdsson til fører. Han fandt støtte i Sverige og Trøndelag, og lærte sine birkebeinere op til en velfungerende, stående hær. Kong Magnus Erlingsson led nederlag i slaget ved Kalvskinnet i Nidaros i 1179, hvor hans far Erling Skakke faldt. Året efter sejrede birkebeinerne igen på Ilevollene i Nidaros, og i 1181 og 1183 ved Bergen. I 1184 faldt Magnus Erlingsson selv i søslaget ved Fimreite i Sognefjorden. Birkebeinerne var dermed herrer i Norge.

En række nye oprørsflokke (kuvlunger og øyskjegger) kom på banen, men blev nedkæmpet af birkebeinere. De farligste var baglerne med navn efter bagal (= bispestav). Kampen mod dem pågik også efter kong Sverres død i 1202, indtil man indgik et forlig, hvorved birkebeinerne og deres konge Inge Bårdsson beholdt magten i den største del af Norge, og lenshøjhed over resten.

Da baglerne i 1218 underkastede sig kong Sverres sønnesøn, Håkon Håkonsson, og de mindre oprørsflokke (slittunger og ribbunger) blev opløst, blev birkebeinernavnet overflødigt. Fra at være oprørere var de jo gået over til at blive den herskende magt.

Navnet blev vistnok genoptaget af kongens mænd under hertug Skules oprør, men senere kun benyttet af veteraner. ^[1]

1. ^ birkebeiner – Store norske leksikon