En virksomheds kapitalstruktur (også kaldet finansieringsstruktur) er forholdet mellem virksomhedens egenkapital og dens gæld (fremmedkapital).[1] Kapitalstrukturen kan aflæses af virksomhedens balance. Gælden opdeles ofte i kortfristet og langfristet gæld. Kortfristet gæld er eksempelvis kasse- og varekredit, mens langfristet gæld kan være prioritetsgæld. Egenkapitalen eller selvfinansieringen kan opdeles i investorernes oprindelige indskudskapital og senere indtjente midler (opsparet overskud i virksomheden).[2]
Finansieringsstrukturen kan analyseres ved hjælp af forskellige finansielle nøgletal.[3] Eksempelvis er en virksomheds soliditet lig med forholdet mellem dens egenkapital og samlede kapital.[4]