Krigsturisme

Ordet krigsturisme bliver brugt dels om det fænomen at (ferie)rejse til områder, hvor der aktuelt foregår krigshandlinger for derigennem at opleve den spænding og de (kultur)chok som faren og førstehåndsoplevelsen fører med sig. I denne betydning af ordet må krisgsturisme betragtes som oplevelsesrejse i sin mest ekstreme form, på linje med river-rafting eller trekking i Himalaya. Såvel Israel og Irak som Balkan og Afghanistan har været og er mål for denne type turisme. Denne tematik bliver behandlet af den norske forfatter Erik Bakken Olafsen i den delvis selvbiografiske roman Turisten (Gyldendal Norsk Forlag, 2007). (Bogen er ikke oversat til dansk, men er udførlig beskrevet af Klaus Rothstein i en anmeldelse i Weekendavisen den 1. februar 2008.)

En mere fredelig og almindelig form for krigsturisme er at opsøge historiske steder, hvor der tidligere har fundet krigshandlinger sted, for gennem selvoplevelsen at kunne sætte sin historiske interesse ind i den aktuelle geografiske ramme. Populære steder er da middelalderens borge og byer, historiske slagmarker, eller de store befæstninger, der står tilbage efter 1. og 2. verdenskrig. Denne form for turisme omtales også som ”slagmarksturisme” (Battlefield tourism). Krigsturister af denne type kommer ikke for spændingens eller farens skyld, men for at reflektere over historiens gang på det sted, hvor begivenhederne udspillede sig, og dermed at sætte historisk viden ind i den rette kontekst.

Danmark byder på adskillige muligheder for at dyrke den sideste form for krigsturisme, idet landet både har vikingeborge (Aggersborg, Fyrkat og Trelleborg), grænsebefæstninger (Dybbøl) og hele befæstningsanlæget omkring København. Vil man køre et halvt hundrede kilometer ned i Tyskland, kan man også opleve den gamle grænsevold, Dannevirke.