Ladejarlerne

Ladejarlerne var herskere af herresædet Lade i Trondheim i fem generationer fra Håkon Grjotgardsson (grjot = sten^[2]) sidst i 800-tallet til Håkon Eiriksson sidst i 1020'erne.

Ladejarlerne nedstammede efter al sandsynlighed fra Håløyg-slægten fra Hålogaland, og balancerede deres magtposition mellem økonomisk styrke og handel på den ene side, og støtte fra bønder og landadel på den anden. Særligt vigtigt for jarlemagtens "udenrigs"-handel var kontrollen med den såkaldte finneskat, og handel med varer såsom sælskind, hvalrostænder og andre produkter nordfra til kontinentet. Ottar fra Hålogaland berettede således omkring år 890 om sin handelsrute fra den nordligste del af Norge via Skiringssal, Hedeby og Friesland til London.^[3] Der har været ret regelmæssig kontakt vestpå, da Vølundkvadet skal være blevet til i Hålogaland under stærk påvirkning af angelsaksiske digte.^[4]

Vi hører om mange jarler i vikingetidens skjaldekvad. Det var en hædersbetegnelse på enhver velrenommeret og velstående mand i den norrøne verden; men ladejarlerne benyttede den som en arvelig fyrstetitel, nærmest ligeså eksklusiv som kongetitlen.^[5]

Politisk blev jarlemagten flere gange udfordret af kongemagten ved Harald Hårfager, Håkon den Gode, Harald Gråfeld og Olav Tryggvason, som ønskede at svække ladejarlernes magt til fordel for et samlet norsk kongerige. Fra sidste halvdel af 900-tallet indgik ladejarlen Håkon jarl en taktisk alliance med den danske kong Harald Blåtand og var i perioder i realiteten enekonge i Norge, omend med titel af jarl.

1. ^ Strinda historielag, art. om Aasmund Laugsand
2. ^ grus — Den Danske Ordbog
3. ^ Om Ottars beretning på SNL
4. ^ Alexander Bugge: Norges historie (1910), bd. 1
5. ^ Tore Skeie: Hvitekrist (s. 157), forlaget Gyldendal, Oslo 2018, ISBN 978-82-05-48527-3