Landesorg er en landsdækkende, national sorgdag til minde om døden af et statsoverhoved, eller ved en stor katastrofe i landet, hvor mange ofre omkommer (jordskælv, tsunami, flystyrt, terrorisme, o.l.). Landesorg erklæres af staten og markeres typisk ved at flage på halvt og ved specielle mindebegivenheder, såsom et minuts stilhed i et folketing, officielle taler, helligdagslukning osv.
Landesorg kan i nogle lande erklæres i flere dage og der kan dertil indføres helligdagslukning - såsom tre dages landesorg i Pakistan ved attentatet på Benazir Bhutto[1] eller som i Grækenland, hvor der blev erklæret landesorg i fire dage til og med statsbegravelsen af ærkebiskoppen Christodoulos, der flagedes på halv og græske skoler og andre statslige bygninger blev lukket.[2]
Udover døden af statsoverhoveder, kan der også erklæres landesorg ved døden af en anden for landet vigtig eller bemærkselsværdig person (såsom en Nobelpristager). Der vil ofte være landesorg i forbindelse med en statslig begravelse, såsom ved begravelsen af Sir Edmund Hillary i New Zealand eller Ayrton Senna i Brasilien. Sommetider vil landesorgsdagen mindes hvert år (for eksempel Nelson Mandelas død mindes hvert år i Sydafrika).