Liutprand

Paulus Diaconus, Historia gentis Langobardorum

Men efter at Liutprand havde besiddet riget i 31 år og 7 måneder, gammel af dage, fuldendte han sit livsløb, og hans lig blev begravet i den salige martyr Adrianus kirke, hvor også hans fader hviler. Han var en mand af megen visdom, meget religiøs og en ven af freden, snild i råd, magtfuld i krig, mild mod dem, der forbrød sig på ham, kysk, ærbar, årvågen i bøn, gavmild med almisser, rigtignok ude af stand til at læse og uden dannelse, men alligevel filosoffernes ligemand, en støtte for sit folk og en virksom lovgiver.

Liutprand (? – januar 744) var en langobardisk konge af Italien der regerede fra 712 til 744. Han var søn af den tidligere konge Ansprand og ligeledes hertug af Asti. Liutprand blev den langobardiske konge med den længste regeringstid og huskes som en af langobardernes største konger. Han var på samme tid frygtet og elsket af folket for sin kyndige lovgivning og effektive militærkommando såvel som for sit personlige mod. I løbet af hans 31 år lange regeringstid kom han i konflikt med stort set alle andre i Italien – konflikter han som regel løste som sejrherre. Specielt profiterede han af grækernes svaghed ved at udvide langobardernes rige i området Emilia-Romagna.

Liutprand startede ellers livet på anderledes ugunstige vilkår. Som søn af Ansprand, der efter et nederlag til til Aripert II måtte søge tilflugt i Bayern uden sin familie, blev Liutprand sammen med sin mor, ældre søster og bror overladt til Ariperts nåde – som viste sig ikke at være overvældende. Moren Theodorada og søsteren Aurona blev vansiret for at ødelægge deres skønhed og fik deres næse og ører skåret af, broren Sigiprand fik øjnene revet ud. Kun Liutprand alene slap uskadt da Aripert regnede ham for ubetydelig og for ung. Han slap da over til sin far i Bayern