Proxyserver

En proxyserver er et serverprogram der optræder som en stedfortræder på internettet (proxy betyder stedfortræder på latin). Typisk adskiller den et LAN fra et WAN. Der er generelt to formål med at bruge en proxyserver. Den kan gemme en kopi af de data, der hentes, så de senere kan hentes hurtigt, og serveren kan logge trafikken og eventuelt blokere noget af den.

Proxyservere bruges typisk i forbindelse med internetprotokollerne HTTP og FTP, men teknikken kan også anvendes til andre typer trafik. Under alle omstændigheder kender proxyserveren til protokollernes indretning, og kan derfor lave en meget mere fintmasket filtrering end en firewall. Typisk vil der være en firewall under alle omstændigheder. Firewallen skal sikre, at trafikken ikke kan gå uden om proxyen til internettet. Da det er proxyserveren, der etablerer forbindelserne ud på WAN-et, vil den stå som 'afsender' af trafikken, og den oprindelige afsendercomputer vil således være skjult.

De klientprogrammer, der skal etablere en forbindelse til internettet via en proxyserver skal konfigureres til det. Som minimum skal der angives et navn på proxyserveren og et portnummer. Hvis der skal foretages logning og filtrering på brugerniveau, skal man som bruger logge ind på proxyserveren inden forbindelsen kan etableres.


From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Tubidy