Rotationsmekanik[1] er inden for fysik studiet af roterende systemer. Området er motiveret af, at roterende legemer har egenskaber, som ikke kan beskrives med mere traditionel lineær mekanik.
For at forstå rotationsmekanik kan der tages udgangspunkt i en kugle, som roterer omkring sin egen akse. Kuglen bevæger sig tydeligvis, men dens samlede hastighed er nul. Måske begynder kuglen også at dreje hurtigere rundt, men alligevel er den samlede kraft på kuglen nul. Der er altså brug for nogle nye fysiske størrelser til at beskrive kuglen.