Talyshbjergene

Talysh og Länkarän-lavlandet ses nederst til højre.
Parti fra Talyshbjergene i Aserbajdsjan.

Talyshbjergene (کوههای تالش: Kuh-ha:-ye Ta:lesh, aserbajdsjansk: Talış dağları) er en bjergkæde i det nordvestlige Iran og det sydøstlige Aserbajdsjan.[1]

Kæden danner den nordvestlige del af Alborzbjergene og strækker sig mod sydøst fra lavlandet i Lankaran (det sydøstlige Aserbajdsjan) mod det nedre løb af floden Sefid Rud (Den hvide flod) i det nordvestlige Iran. Nogle få toppe når op over 3.000 m, mens det fugtige, halv-subtropiske, kystnære lavland langs Det Kaspiske Hav ligger ved den østlige fod af bjergene, hvor også landsdelen Länkarän ligger.[2]

Geologisk set består Talyshbjergene hovedsageligt af vulkanske aflejringer fra øvre kridt med en stribe af palæozoisk materiale og et bånd af klipper i sydenden fra Trias- og Juraperioderne, som begge løber i nordvest-sydøstlig retning.[3] Den maksimale, årlige nedbør i Talyshbjergene ligger mellem 1.600 mm og 1.800 mm, hvilket er den største nedbørsmængde i Aserbajdsjan og også den største i Iran.

  1. ^ Microsoft Encarta World Atlas 2001, Microsoft Corporation
  2. ^ Encyclopaedia Britannica
  3. ^ National Geoscience Database of Iran: Geological Map of Iran

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Tubidy