Et vildsvinespyd er et spyd, der bruges til vildsvinejagt. Det er relativt kort og kraftigt, og har to "vinger" på døllen bagved bladet, som fungerer som en barriere, der forhindrer spydet i at blive stukket for dybt ind i byttet, hvormed det kan komme til at sidde fast eller knække. Samtidig forhindrer det at et såret og rasende vildsvin kan skubbe sig selv op af skaftet og angribe jægeren.[1] Spydtypen opstod omkring år 1400, hvor vildsvinejagt var en form for prestigefyldt jagt for adelen.