20. juli-attentatet

20. juli-attentatet er betegnelsen for attentatet mod Adolf Hitler 20. juli 1944. Det blev forsøgt af oberst Claus von Stauffenberg i førerhovedkvarteret Ulveskansen i Rastenburg i Østpreussen.

To gange tidligere havde Stauffenberg undladt at gennemføre attentatet, fordi Hermann Göring og Heinrich Himmler ikke var til stede.

Men den 20. juli anbragte Stauffenberg en mappe med en bombe ikke langt fra Hitlers fødder. En anden officer, som mappen generede, flyttede den om bag konferencebordets svære ben, og da bomben detonerede mindskedes virkningen af bordbenet og den tykke bordplade samt af barakkens spinkle konstruktion.

Fire officerer blev dræbt og tyve andre såret, mens Hitler slap med nogle knubs. Hans storhedsvanvid voksede, og han følte sig frelst af forsynet for at redde Tyskland.

Bag Stauffenberg stod en sammenslutning af officerer, embedsmænd og politikere.

Der havde været andre attentatforsøg, og der fandtes anden modstand i Tyskland, men oftest uden en sammenhængende modstandsbevægelse.

For at gennemføre et coup d’etat var der brug for en gruppe indflydelsesrige personer, som modstanden kunne samle sig omkring og et samspil med de væbnede styrker og forberedelse af civil og militær administration. I Tyskland var de væbnede styrker den eneste større bevæbnede magt, der var relativt uafhængig af partiet, og som ville kunne vælte Hitler.

Men de væbnede styrker havde aflagt troskabsed til Hitler personligt og til Riget. Den ed betød, at modstandere af Hitler blev forrædere i dobbelt forstand.