3. Limfjordsforbindelse

Projekt under udvikling
Denne artikel eller dette afsnit handler om et planlagt eller forventet projekt under udvikling. Der kan forekomme spekulativ information, og indholdet kan ændres når projektets udvikling eventuelt standses eller skrider frem og mere information bliver tilgængelig. .
3. Limfjordsforbindelse
E39
Basisdata
Samlet længde: 20 km
Region: Nordjylland

3. Limfjordsforbindelse betegner en planlagt tredje vejforbindelse over Limfjorden i Nørresundby-Aalborg området. De eksisterende vejforbindelser i Aalborg Kommune er Limfjordsbroen der blev indviet 30. marts 1933 i Aalborg centrum og Limfjordstunnellen fra 1969 ved motorvejen ved Rørdal.

Debatten har gået på hvor og hvordan man vil placere en 3. forbindelse.

Et udvalg undersøgte fem alternative linjeføringer og foreslog i 1973 en bro ved Lindholm. I 1975 indgik udvalget aftale med en rådgivergruppe om udførelse af et skitseprojekt for denne linjeføring, så de nødvendige arealer kunne reserveres.

Resultatet blev i september 1978 en stadfæstelse af forslaget til en forbindelse i Lindholm-linjen i sammenhæng med en ny vej vest om Aalborg. Forslaget var populært langt op i 1980erne.

I 1990 blev spørgsmålet optaget igen. Aalborg Kommune og Nordjyllands Amt besluttede i efteråret 1991 at iværksætte en ny undersøgelse – Staten ønskede ikke at medvirke. I marts 1992 blev opgaven overdraget til det rådgivende ingeniørfirma COWI efter forudgående licitation. I maj 1993 forelå undersøgelsen af alle de ni linjeføringer, som hidtil havde været på tale. Man kunne nu fjerne de tre østligste og den ene vestlige forbindelse da de ikke ville få ret meget trafik. Derefter har der været 4 løsningsmodeller tilbage som man ønsker at få undersøgt yderligere. Den vestligste af disse vil være en forbindelse over Egholm. Den næste mulighed er den gamle Lindholm-linje. De to sidste alternativer er Karolinelundsvej og en paralleltunnel til den nuværende tunnel, begge som tunneler. Anlægspriserne skønnes at ligge mellem 500 og 800 millioner kroner med en ny tunnel ved Karolinelundsvej som den dyreste løsning.[1]

I sommeren 2013 blev der lavet en komite med medlemmer fra det nordjyske-aalborgensiske erhvervsliv m.m bl.a. Aalborg Lufthavns direktør og rådmand Mariann Nørgaard fra Aalborg Kommune, der vil arbejde for, at Folketinget får vedtaget en anlægslov.[2]

  1. ^ "Over og under Limfjorden" Arkiveret 15. juli 2020 hos Wayback Machine, Ingeniøren d. 6/5-94.
  2. ^ "Arkiv | TV2 Nord". Arkiveret fra originalen 4. marts 2016. Hentet 11. juli 2013.

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Tubidy