3XN

3XN
Virksomhedsinformation
SelskabsformA/S
BrancheArkitektur
Grundlagt1986
HovedsædeKøbenhavn
NøglepersonerKim Herforth Nielsen,
Jan Ammundsen
Eksterne henvisninger
www.3xn.com

3XN er et dansk arkitektfirma med hovedkontor i København. 3XN blev grundlagt som Nielsen, Nielsen & Nielsen (3xNielsen) i 1986 i Århus af Kim Herforth Nielsen, Lars Frank Nielsen og Hans Peter Svendler Nielsen. Sidstnævnte gik ud af firmaet 1992, Lars Frank Nielsen gik ud i 2001. I dag (2011) ledes 3XN af en partnerkreds på tre: kreativ chef Kim Herforth Nielsen, administrerende direktør Bo Boje Larsen og konkurrencechef Jan Ammundsen. 3XN slog igennem internationalt med vinderforslaget til den danske ambassade i Berlin (opført 1999). I 1997 vandt 3XN konkurrencen om Musikhuset i Amsterdam, Het Muziekgebouw, som stod færdigt i 2005. Samme år vandt 3XN den internationale konkurrence om Museum of Liverpool, som åbner i sommeren 2011.

Blandt 3XNs byggerier er desuden Glasmuseet Ebeltoft (2006), Ørestad Gymnasium (2007), renoveringen af Tivolis Koncertsal (2005), Syddansk Universitet i Sønderborg (Alsion), koncertsal og forskningscenter i Sønderborg (2007), Saxo Banks hovedsæde i København (2008) samt hovedsæde for advokatfirmaet Horten (2009). 3XN står også bag Nordens største hotel Bella Sky (2011) i Ørestad, et nyt rådhus i den hollandske by Nieuwegein, det nye Danmarks Akvarium benævnt Den Blå Planet (2013) i Kastrup og ikke mindst Lighthouse (2014) i Aarhus Havn. Senest har 3XN blandt andet vundet konkurrencen om at tegne Swedbanks nye hovedsæde i Stockholm samt et andet svensk boligprojekt i Vällingby. Desuden er 3XN vidt repræsenteret i eksempelvis Norge med projekter som teater- og jazzhuset Plassen i Molde, kulturhus i Mandal og et boligområde i Bjørvika.

3XN etablerede i 2007 udviklingsafdelingen GXN (G for Green), der arbejder med at implementere nye (grønne) materialer og teknologier i tegnestuens projekter, men som også selv udvikler nye produkter og designs af blandt andet lamper. GXN står blandt andet bag den grønne Louisiana pavillon, der blev vist på Louisiana under COP15. Pavillonen er bygget af et specialudviklet biokomposit. GXN arbejder sammen med Vugge til Vugge Danmark om at udvikle den første danske Cradle to Cradle byggemanual. Senest har 3XN skabt udstillingen Mind Your Behaviour, der blev vist på Dansk Arkitektur Center i foråret 2010 og siden er blevet vist på galleri Aedes i Berlin. I 2011 kunne tegnestuen fejre 25 års jubilæum med internationale aktiviteter i 11 lande og åbningen af tre markante projekter: Museum of Liverpool, KPMG og Bella Sky.

Musikhuset i Amsterdam set udefra og indenfor.

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Tubidy