ATP Masters 1000

ATP Tour Masters 1000 er den tredjehøjeste kategori af individuelle tennisturneringer for mænd, kun overgået af de fire grand slam-turneringer og sæsonafslutningen ATP Finals. Siden 2009 har kategorien bestået af følgende ni turneringer: Canada Masters (der skiftevis spilles i Montreal og Toronto), Cincinnati Masters, Indian Wells Masters, Internazionali d'Italia (i Rom), Madrid Open, Miami Open, Monte-Carlo Masters, Paris Masters og Shanghai Masters. Sammensætningen af turneringerne afspejler nogenlunde den generelle sammensætning af turneringer på ATP Tour, idet der blandt de ni turneringer er seks, der spiller på hardcourt, og tre, der afvikles på grus.

Resultater i ATP Masters 1000-turneringer giver flere point til ATP's verdensrangliste end de øvrige turneringer, bortset fra grand slam-turneringer og ATP Finals. Til og med 2007 blev finalerne i Masters-turneringerne spillet bedst af fem sæt, men siden da er finalerne spillet bedst af tre sæt, ligesom de øvrige kampe i turneringerne.

I single har Novak Djokovic rekorden for flest vundne turneringer med 39 titler siden 1990. Djokovic er også den eneste spiller, der har vundet alle ni turneringer mindst en gang, en såkaldt "Career Golden Masters". Roger Federer, Rafael Nadal, Andre Agassi og Andy Murray har alle vundet syv af titlerne. Djokovic har endvidere rekorden for flest turneringssejre i Masters 1000-turneringerne på et kalenderår, idet han vandt 6 turneringer i 2015. Djokovic og Nadal er de eneste to spillere, der har vundet fire turneringer i træk, og Nadal er den eneste, der har gjort dette inden for et kalenderår, eftersom han vandt titlerne i Madrid, Rom, Canada og Cincinnati i 2013. Tilsammen var Nadal og Djokovic indehavere af samtlige ni Masters 1000-titler efter Miami Open 2014, idet de to spillere havde vundet alle titlerne siden Monte-Carlo Masters 2013, hvilket var første gang, at de ni titler var fordelt mellem blot to spillere.

I double har Bob og Mike Bryan rekorden for makkerpar med 39 doubletitler i Masters 1000-turneringer. Daniel Nestor og Bryan-brødrene er de eneste spillere, der i deres respektive karrierer har vundet alle ni titler. Bryan-brødrene har én gang (i 2014) vundet seks titler på et kalenderår, og to gange vundet fem titler på et kalenderår (2007 og 2013).

Kategorien har tidligere været spillet under navnene ATP Championship Series, Single-Week (1990-95), ATP Mercedes-Benz Super 9 (1996-99), Tennis Masters Series (2000-03), ATP Masters Series (2004-08) og ATP World Tour Masters 1000 (2009-18).


From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by razib.in