Albert Ayler | |
---|---|
Information | |
Født | Albert Ayler 13. juli 1936 Cleveland, Ohio, USA |
Oprindelse | Cleveland Heights, Ohio |
Død | 25. november 1970 New York City, New York, USA |
Dødsmåde | Selvmord |
Dødsårsag | Drukning |
Gravsted | Highland Park Cemetery |
Statsborger | USA |
Søskende | Donald Ayler |
Sprog | Engelsk |
Genre | Jazz, Free jazz, Avantgarde jazz |
Beskæftigelse | Saxofonist, jazzmusiker, komponist, pladeartist |
Medlem af | Albert Ayler Quartet |
Aktive år | 1952 – 1970 |
Pladeselskab | Bird Notes, Debut, Impulse!, ESP-Disk |
Instrumenter | |
Tenorsaxofon, Sopransaxofon | |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. |
Albert Ayler (13. juli 1936 – 25. november 1970) var en amerikansk avant-garde jazzsaxofonist og komponist.
Han spillede tidligt altsaxofon og turnerede i slutningen af teenage-årene med den legendariske blues-mundharpespiller, Little Walter. Derefter havde han eget rhythm & blues-band, indtil han blev indkaldt til militærtjeneste i Tyskland, hvor han gik over til tenorsaxofon. Han besluttede at blive Europa og blev aktiv på musikscenen i Sverige, hvor han indspillede sin første plade i 1962. Han dukkede også op i København, hvor han blandt andet sad ind med Cecil Taylor i Montmartre, og hvor han i 1963 indspillede en kvartet-plade – hans sidste med jazz-standards.
Den kontroversielt ekspressive Albert Ayler vendte tilbage til USA og involverede sig i den nye avantgardejazz-scene, inden han i efteråret 1964 atter skrev jazzhistorie i København, ledsaget af Don Cherry, Gary Peacock og Sunny Murray.
Fra midten af 1960erne var Albert Ayler anerkendt som en stor personlighed på New York-jazz-scenen. Han blev ofte ledsaget af sin bror, trompetisten Donald Ayler, og deres stil var rabiat freejazz, omend den var ganske speciel i kraft af en voldsom spirituel patos, der blev understøttet af karakteristiske små fanfareagtige temaer med elementer af march- og cirkusmusik.
Med tilknytningen til Impulse Records i 1966 blev Albert Aylers musik blåstemplet, og den blev da også hen ad vejen umiddelbart mere tilgængelig, blandt andet inddrog saxofonisten i sine sidste år stærke elementer af rhythm & blues.
Efter at være forsvundet d. 5. november 1970 i et par uger, blev Albert Ayler fundet død i East River i New York d. 25 november. De nærmere omstændigheder er aldrig blevet klarlagt.