Aleksandr Skrjabin

Aleksandr Skrjabin
Information
Født	25. december 1871 Moskva, Rusland
Død	14. april 1915 (43 år) Moskva, Rusland
Dødsmåde	Naturlige årsager
Dødsårsag	Sepsis
Gravsted	Novodevitjekirkegården
Statsborger	Det Russiske Kejserrige
Bopæl	Moskva
Far	Nikolaj Skrjabin
Mor	Ljubov Petrovna Sjstetinia
Ægtefæller	Vera Skrjabin, Tatiana Schlözer
Børn	Ariadna Skrjabina, Marina Scriabine, Julian Skrjabin
Sprog	Russisk
Beskæftigelse	Universitetsunderviser, komponist, pianist
Påvirket af	Frédéric Chopin
Instrumenter
Klaver
Signatur
Eksterne henvisninger
Aleksandr Skrjabins hjemmeside
Information med symbolet hentes fra Wikidata.  [ redigér på Wikidata ]

Aleksandr Nikolajevitj Skrjabin (russisk: Алекса́ндр Никола́евич Скря́бин) (født 6. januar 1872 i Moskva, død 27. april 1915 i Moskva) var en russisk komponist og pianist. Han udviklede et meget lyrisk og følsomt tonesprog. Drevet af en poetisk, filosofisk og æstetisk vision, som grænsede til mysticisme, anses han for at være en af forgrundspersonerne inden for russisk musikalsk symbolisme.

Rusland har en lang historie af nyskabelser på den klassiske musiks område. Den første af de store komponister var Mikhail Glinka (1804–1857) og med ham de komponister, som tilhørte den såkaldte nyrussiske skole. Den nyrussiske skole stræbte efter at skabe en ny kunstmusik i russisk ånd. Efter, at tsar Alexander II i 1861 havde ophævet livegenskabet kom en blomstring i kulturlivet, og en række fremstående komponister indtog deres plads på scenen. Den største af dem var Pjotr Tjajkovskij, som også hurtigt fik international opmærksomhed.

Skrjabin fremstår blandt efterfølgerne som en af de mest nyskabende og kontroversielle. Bolsjaja sovetskaja entsiklopedija (Den store sovjetiske encyklopædi) skriver om ham: "Ingen anden komponist har måttet udstå så megen hån og fået så megen kærlighed." Lev Tolstoj beskrev Skrjabins musik som "et ægte udtryk for genialitet".^[1]

Skrjabin skrev storslåede romantiske orkesterværker, men først og fremmest klavermusik. De første værker for klaver stod i gæld til Frédéric Chopin og Franz Liszt, men han fortsatte i egen stil. Med sin mystiske akkord var han en af de komponister, som omkring år 1900 bidrog til at opløse den tilvante dur-mol-tonalitet. Han skrev også tonedigte for orkester og tre symfonier. Skrjabin var højt værdsat i sin levetid, og hans musik har nået fornyet popularitet i slutningen af det 20. og begyndelsen af det 21. århundrede efter en nedgang i midten af 1900-tallet. Hans popularitet blandt pianister har dog altid været stor.^[2]

Skrjabins musik er blevet spillet af Sergej Rachmaninov, Vladimir Horowitz, Arthur Rubinstein, Svjatoslav Richter, Vladimir Sofronitskij, Andrej Gavrilov, Ruth Laredo, Marc-André Hamelin, Jevgenij Kissin, Claudio Arrau og Vladimir Asjkenazi. Han har påvirket komponister som Olivier Messiaen, Sergej Prokofjev og Igor Stravinskij, selvom det er hævdet, at Skrjabin hverken brød sig om Prokofjevs eller Stravinskijs musik.^[2]

Nogle mennesker oplever at se farver, når de hører musik. Skrjabin er nok det mest udprægede eksempel på en komponist, der har arbejdet bevidst og systematisk med forbindelsen mellem toner og farver.

1. ^ Emanuel E. Garcia (juni 2004). "Rachmaninoff and Scriabin – Creativity and Suffering in Talent and Genius" (PDF). The Psychoanalytic Review (engelsk). 91 (3): 423442. Hentet 16. september 2013. a sincere expression of genius
2. ^ ^{a b} Bowers, Faubion (1966). "Scriabin Again and Again". Aspen Magazine (engelsk). No. 2. New York: Roaring Fork Press. OCLC 50534422. Hentet 14. april 2008.