Anchers Hus

Anchers Hus, 2018
Anchers Hus

Anchers Hus er kunstnerparret Anna og Michael Anchers hjem på Markvej i Skagen. De købte huset den 18. februar 1884 året efter datteren Helgas fødsel: huset menes at være opført i 1829 med fire fag. [1] Familien boede i næsten 30 år i den lave længe, der ligger ud mod vejen. I 1911-13 blev det udvidet med en atelierbygning mod nord tegnet af arkitekt Ulrik Plesner. Atelierbygningen ligger parallelt med det oprindelige hus og blev forbundet med det ved en mellembygning med en lang spisestue og trappe op til første sal. Fra spisestuen er tilbygningen forbundet med den ældre, lavere længe ved en gang med ovenlys. Den gamle længe blev restaureret i 1924-25 og består af en række mindre rum, heriblandt det gamle køkken og familiens tre stuer: Sydstuen, Nordstuen og Den vestre stue. Atelierbygningen rummer Michael Anchers atelier, hvorfra der er forbindelse til Anna Anchers mindre atelier med ovenlys. Mod øst er en køkkenafdeling med spisekammer, køkken, bryggers, oplagsrum og badeværelse. På tilbygningens første etage befinder Anna og Michaels soveværelse sig, Helgas opholds- og soveværelse samt et tjenestepigeværelse.

Efter Michael Anchers død i 1927 og Anna Anchers i 1935, overtog Helga Ancher huset. Det stod siden stort set ubeboet til hendes død i 1964. Efter hendes ønske er Anchers Hus bevaret som kunstnerhjem med det originale interiør og en større samling kunstværker af familien selv og andre af tidens kunstnere. Hjemmet har været åbent for offentligheden som museum siden 1967 og fusionerede i 2014 med Skagens Museum og Drachmanns Hus til Skagens Kunstmuseer. Huset skiftede ved den lejlighed officielt navn fra "Michael og Anna Anchers Hus - og Saxilds Gaard" til "Anchers Hus".

  1. ^ På besøg i en tidslomme | Kristeligt Dagblad

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Tubidy