Andrusovo-traktaten

Der er ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Begrundelsen kan findes på diskussionssiden eller i artikelhistorikken. Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande, der fremføres. Hvis ikke der tilføjes kilder, vil artiklen muligvis blive slettet (juli 2016) (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked)

Andrusovo-traktaten (polsk: Rozejm w Andruszowie, russisk: Андрусовское перемирие (Andrusovskoje peremirie), ukrainsk: Андрусівське перемир'я, (Andrusivske peremirja) var en våbenhvile på 13 og et halvt år, undertegnet i 1667 mellem Storfyrstedømmet Moskva og Det polsk-litauiske Realunion som en afslutning på en krig, som havde pågået siden 1658 over områderne, som dækker dagens Ukraine og Hviderusland. I praksis blev traktaten en opsummering af udfallet af krigene fra 1654 efter Perejaslav-traktaten, i og med at Niemież-traktaten fra 1656 var kun af midlertidig karakter. Den var også knyttet til Sveriges militære successer i Karl Gustav-krigene, som udgjorde en trussel mod begge nationer.

Traktaten blev undertegnet den 30. januar 1667 i landsbyen Andrusovo, nær Smolensk, fra russisk side underskrev diplomaten og statsmanden Afanasij Ordin-Nasjtsjokin mens Jerzy Chlebowicz underskrev for Den polsk-litauiske Realunion. Polen-Litauen godtog at afstå Smolensk og Tsjernihiv voivodskap og accepterede russisk kontrol over Ukraine øst for Dnepr. Områderne vest for Dnepr og Hviderusland skulle fortsat være under polsk-litauisk styre. Byen Kiev skulle kun ligge under Rusland til 1669, men Rusland formåede at beholde byen ved at undertegne Den evige fredstraktat med Polen-Litauen i 1686, som også stabiliserede den østlige grænse mellem de to nationer i næsten 100 år, frem til Polens første deling i 1772. Området Zaporizjzja skulle være under fælles styre, mens de to lande skulle samarbejde om at forsvare sig mod Det osmanniske rige.

Traktaten medførte store territoriale tab for Polen-Litauen og blev en endelig stopper for unionens aktive politik i øst. Til trods for indre konflikter formåede Rusland, takket være ydre forhold som Khmelnytskyj-opstanden og den såkaldte Syndflod, at overvinde Storhertugdømmets næsten 100-årige dominans og gik over til offensiv politik, ligesom der derved lagdes grunden for den senere ekspansion, som gav Rusland status som europæisk stormagt.

I Rusland blev aftalen stort set lovprist og set som et vigtigt skridt for at slå sammen tre øst-slaviske nationaliteter; ukrainere, hviderussere og russere inden for en stat, Det russiske kejserrige. I Ukraine bliver traktaten ofte set som et led i delingen af Ukraine mellem dets mægtige naboer.