Arbejdsstyrke

Bygningsarbejdere

Arbejdsstyrken er den del af en befolkning, hvis arbejdskraft er til rådighed for arbejdsmarkedet og som enten er i beskæftigelse eller er ledige. Begrebet benyttes om dem, hvis arbejdskraft er til rådighed for en bestemt virksomhed, branche eller geografisk region, som en kommune eller et land.

Arbejdsstyrken er en af de faktorer, der bestemmer et lands produktion og dermed den materielle velstand i landet. Arbejdsstyrkens størrelse afhænger i meget høj grad af den samlede befolknings størrelse. For at kunne sammenligne meningsfuldt på tværs af forskellige lande bruger man derfor ofte erhvervsfrekvensen, der er defineret som arbejdsstyrkens andel af hele befolkningen i en nærmere defineret aldersgruppe. Danmarks Statistik definerer således normalt erhvervsfrekvensen som andelen af de 15-64-årige, der enten er i beskæftigelse eller arbejdsløse.

Erhvervsfrekvensen afhænger af forskellige forhold som kvindernes adfærd på arbejdsmarkedet, regler og sædvaner for tilbagetrækningsalderen og uddannelsesniveauet. Et højt uddannelsesniveau betyder, at relativt få unge indgår i arbejdsstyrken, men til gengæld er der en tendens til, at højtuddannede trækker sig relativt sent tilbage fra arbejdsmarkedet.


From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by razib.in