Australian Open-mesterskabet i damedouble 2019

Australian Open 2019
Damedouble
Arrangement
ArrangørTennis Australia
Turnering nr.93
Dato(er)16. - 25. januar 2019
SpillestedMelbourne Park
VærtsbyMelbourne, Victoria, Australien
UnderlagHardcourt (Plexicushion)
KategoriGrand slam
PræmiesumA$ 3.537.000 (ekskl. per diem)
Vindere
DamedoubleAustralien Samantha Stosur
Kina Zhang Shuai  (1. titel)

Australian Open-mesterskabet i damedouble 2019 var den 93. turnering om Australian Open-mesterskabet i damedouble. Turneringen var en del af Australian Open 2019 og blev spillet i Melbourne Park i Melbourne, Victoria, Australien i perioden 16. - 25. januar 2019.

Siden sidste mesterskab var kampenes format blevet ændret, idet Tennis Australia havde indført en ny afgørelse på afgørende sæt i form af en tiebreak til 10 point ved stillingen 6-6, som afløste det hidtidige format, hvor det sidste sæt skulle vindes med to overskydende partier.[1] Det nye format kom i brug allerede i første runde, hvor Sorana Cîrstea og Jeļena Ostapenko blev de første vindere af en kamp afgjort med en 10-points-tiebreak i tredje sæt i Australian Open-mesterskabet i damedouble, da de besejrede Duan Yingying og Vera Lapko med 6-2, 6-7(3), 7-6(10-7).

Mesterskabet blev vundet af det useedede par Samantha Stosur og Zhang Shuai, som i finalen besejrede de forsvarende mestre, Tímea Babos og Kristina Mladenovic (seedet 2), med 6-3, 6-4, og dermed fik den australsk-kinesiske duo revanche for semifinalenederlaget til netop Babos og Mladenovic ved US Open i 2018. Stosur blev dermed den første australske vinder af titlen, siden Alicia Molik vandt den sammen med Svetlana Kuznetsova i 2005, og titlen var hendes tredje grand slam-titel i damedouble (men den første siden French Open 2006) og hendes syvende grand slam-titel i alt. Zhang Shuai var til gengæld i en grand slam-finale for første gang, og sejren var følgelig hendes første grand slam-titel.[2]

  1. ^ WTA - Australian Open introduces 10-point final-set tiebreaks (21. december 2018) (engelsk)
  2. ^ WTA - Dreams come true for Stosur, Zhang with win over Babos, Mladenovic for Melbourne doubles crown (25. januar 2019) (engelsk)

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by razib.in