Australian Open 1973 Damesingle | |
---|---|
Arrangement | |
Arrangør | Tennis Australia |
Turnering nr. | 47 |
Dato(er) | 26. december 1972 - 1. januar 1973 |
Spillested | Kooyong Lawn Tennis Club |
Værtsby | Melbourne, Australien |
Underlag | Græs |
Kategori | Grand slam |
Vindere | |
Damesingle | Margaret Court (11. titel) |
Australian Open-mesterskabet i damesingle 1973 var den 47. turnering om Australian Open-mesterskabet i damesingle og den femte udgave af mesterskabet i tennissportens åbne æra. Turneringen var en del af Australian Open 1973, der blev spillet på græsbaner i Kooyong Lawn Tennis Club i Melbourne, Victoria, Australien i perioden 26. december 1972 - 1. januar 1973.
Mesterskabet blev vundet af førsteseedede Margaret Court, som i finalen besejrede sin landsmandinde Evonne Goolagong med 6-4, 7-5. Dermed vandt Court mesterskabet 11. og sidste gang, og triumfen var australierens 22. grand slam-titel i damesingle i hendes 27. grand slam-finale. Margaret Court blev dermed den første spiller, der vandt 22 grand slam-mesterskaber i damesingle, hvilket var en forbedring af hendes egen rekord på 21 titler, og hun blev samtidig den første spiller, der vandt Australian Open-mesterskabet i damesingle elleve gange. På dette punkt havde hun også selv den tidligere rekord på ti titler. Triumfen kom i hus uden sættab, og det var tredje gang i den åbne æra, at Court vandt en grand slam-titel i damesingle uden at tabe et eneste sæt på vejen til titlen, og dermed tangerede hun Billie Jean Kings rekord, idet hun indtil da som den eneste havde udført denne bedrift i den åbne æra.
Evonne Goolagong var i Australian Open-finalen i damesingle for tredje år i træk, og det var også tredje år i træk, at hun måtte forlade finalen i taberens rolle. Finalepladsen var endvidere den tredje af hvad der skulle vise sig at blive seks finalepladser i træk ved Australian Open.
Den forsvarende mester, Virginia Wade, tabte i kvartfinalen til Kazuko Sawamatsu.