BNP Paribas Open 2019

BNP Paribas Open 2019
Bianca Andreescu
Bianca Andreescu vandt karrierens første WTA-titel
Arrangement
Turnering nr.46
Dato(er)7. - 17. marts 2019
Kvalifikation: 4. - 6. marts 2019
SpillestedIndian Wells Tennis Garden
VærtsbyIndian Wells, Californien, USA
UnderlagHardcourt (Plexipave)
KategoriATP Tour Masters 1000
WTA Premier Mandatory
Præmiesum$ 16.718.910
Vindere
HerresingleØstrig Dominic Thiem  (1. titel)
DamesingleCanada Bianca Andreescu  (1. titel)
HerredoubleKroatien Nikola Mektić
Argentina Horacia Zeballos  (1. titel)
DamedoubleBelgien Elise Mertens
Hviderusland Aryna Sabalenka  (1. titel)

BNP Paribas Open 2019 var en tennisturnering, der blev spillet udendørs på hardcourt-baner af typen Plexipave i Indian Wells Tennis Garden i Indian Wells, Californien, USA i perioden 4. - 17. marts 2019. Det var den 46. udgave af Indian Wells Masters. Rækkerne i herresingle og herredouble var kategoriseret som ATP Tour Masters 1000ATP Tour 2019, og turneringen var sæsonens første Masters 1000-turnering. Kvindernes del af turneringen, damesingle og damedouble, var en del af WTA Tour 2019, hvor det var sæsonens første turnering i kategorien WTA Premier Mandatory.

Herresingletitlen blev vundet af Dominic Thiem, som dermed vandt den indtil da største titel i hans karriere, da han i finalen besejrede Roger Federer med 3-6, 6-3, 7-5. Thiem vandt dermed sin første Masters 1000-titel i karrieren i sin tredje finale på det niveau, eftersom han tidligere havde tabt finalerne i Madrid Open i både 2017 og 2018, og han blev den første østrigske vinder på dette niveau, siden Thomas Muster sejrede i Miami Masters i 1997, og den første østrigske vinder af Indian Wells Masters på tværs af alle rækker. Sejren var samtidig den 25-årige østrigers 12. turneringssejr på ATP Tour men den første udendørs på hardcourt siden triumfen i Acapulco i 2016. Finalesejren var Dominic Thiems første sejr over Federerhardcourt, og nederlaget i finalen satte en stopper for Federers stime på 20 sejre i træk i finaler, hvor han havde vundet første sæt (siden Wimbledon-mesterskaberne 2014). Det var endvidere den 37-årige schweizers fjerde finalenederlag i Indian Wells, idet han også tabte finalerne i 2014, 2015 og 2018. Turneringssejren var Thiems første i 2019 og medførte, at de første 19 turneringer på ATP Tour 2019 havde haft 19 forskellige vindere.[1] Sejren medførte, at Dominic Thiem rykkede fire pladser frem på ATP's verdensrangliste til fjerdepladsen, hvilket var en tangering af hans indtil da bedste placering.[2] Tidligere i turneringen blev den 40-årige kroat, Ivo Karlović, den ældste vinder af en singlekamp i en ATP Tour Masters 1000-turnering siden kategorien oprindeligt blev indført i 1990, da han i første runde besejrede Matthew Ebden med 7-6(3), 7-6(3), og han blev samtidig den første 40-årige (eller ældre), der vandt en kamp på ATP Tour, siden Jimmy Connors vandt en kamp ved Gerry Weber Open i 1995.[3][4] Karlović nåede at vinde tre kampe, inden han i fjerde runde tabte til den senere vinder, Dominic Thiem, med 3-6, 4-6.[5]

Sejren i damesinglerækken gik overraskende til den blot 18-årige canadier Bianca Andreescu, som spillede sin første WTA-hovedturnering nogensinde i kategorien WTA Premier Mandatory, og som kun deltog på et wildcard, eftersom hendes ranglisteplacering ikke gav hende direkte adgang til hovedturneringen. Sejren var hendes første titel på WTA Tour, idet hendes bedste resultat indtil da havde været finalepladsen i Auckland tidligere i sæsonen. Andreescu gentog dermed Naomi Osakas et år gamle bedrift med at vinde karrieren første WTA-titel som useedet spillet i Indian Wells, og hun blev det blot fjerde useedede vinder af damesingletitlen i turneringens historie efter Serena Williams (1999), Kim Clijsters (2005) og Naomi Osaka (2018). Hun blev imidlertid den første wildcard-spiller i turneringens historie, der nåede finalen og vandt titlen. Sejren medførte endvidere, at Bianca Andreescu avancerede fra 60.- til 24.-pladsen på WTA's verdensrangliste, hvilket selvsagt var ny personlig rekord for spilleren, der startede sæsonen uden for top 150. I finalen besejrede Andreescu den regerende Wimbledon-mester og tidligere verdensetter, Angelique Kerber, der var i Indian Wells-finalen for første gang, med 6-4, 3-6, 6-4. På trods af nederlaget hoppede Kerber fire pladser frem på WTA's verdensrangliste fra ottende- til fjerdepladsen.[6]

De to doubletitler blev vundet af to useedede par, der begge vandt deres første turneringssejr i deres blot anden turnering som makkere. Herredoubletitlen gik til Nikola Mektić og Horacio Zeballos, der havde fundet sammen, efter at deres respektive faste makkere var blevet skadet. Den kroatisk-argentinske duo vandt i finalen med 4-6, 6-4, [10-3] over Łukasz Kubot og Marcelo Melo, og på vejen til triumfen besejrede Mektić og Zeballos fire af de seks højst seedede par, herunder det topseedede par, Australian Open-mestrene Pierre-Hugues Herbert og Nicolas Mahut, i anden runde, hvor de overlevede to matchbolde. For Nikola Mektić var sejren hans anden ATP Tour Masters 1000-titel i karrieren, idet han tidligere havde vundet Madrid Open 2018 sammen med Alexander Peya, og det var hans sjette titel på ATP Tour. Horacio Zeballos vandt til gengæld sin første Masters 1000-titel, og det var hans 12. ATP-titel double i karrieren. Både Nikola Mektić og Horacio Zeballos blev den første vinder af herredoubletitlen ved BNP Paribas Open fra deres respektive hjemlande. 20 af de 32 seedede herresinglespillere deltog i doubleturneringen. Ingen af dem kvalificerede sig dog til finalen.[7] I damedoublerækken sejrede Elise Mertens og Aryna Sabalenka, som i finalen besejrede det topseedede par, de regerende French Open- og Wimbledon-mestre Barbora Krejčíková og Kateřina Siniaková, med 6-3, 6-2, og dermed fik det nye belgisk-hviderussiske par revanche for nederlaget i tredje runde ved Australian Open tidligere på sæsonen. Triumfen var Mertens' anden WTA-titel i damedouble, idet hun tidligere havde vundet Wuhan Open 2018 sammen med Demi Schuurs, mens Sabalenka fik sin første damedoubletitel på WTA Tour, idet hendes bedste resultat i double indtil da havde være finalenederlaget i Ladies Open Lugano 2018 med Vera Lapko som makker.[8]

  1. ^ ATP Tour - Thiem Topples Federer For Maiden Masters Title (17. marts 2019) (engelsk)
  2. ^ ATP Tour - Thiem Breaks New Ground, Mover Of The Week (18. marts 2019) (engelsk)
  3. ^ ATP Tour - The 40 Club: Karlovic Scores Historic Win (8. marts 2019) (engelsk)
  4. ^ ATP Tour - Karlovic Is Welcoming His 40s With More Records (10. marts 2019) (engelsk)
  5. ^ ATP Tour - Thiem Tames Karlovic's Serve To Reach Indian Wells QF (14. marts 2019) (engelsk)
  6. ^ WTA - Andreescu conquers Kerber to win first title in Indian Wells (17. marts 2019) (engelsk)
  7. ^ ATP Tour - Mektic/Zeballos Win Indian Wells In Second Tournament As A Team (17. marts 2019) (engelsk)
  8. ^ WTA - Mertens, Sabalenka seal doubles glory in Indian Wells (16. marts 2019) (engelsk)

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by razib.in