Barokmusik er betegnelsen for en europæisk klassisk musikstil i barokken, som var vidt udbredt mellem år 1600 og 1750. Barokmusikken fulgte renæssancemusikken og gik forud for wienerklassikken. I barokken levede verdenskendte komponister som Antonio Vivaldi, Georg Friedrich Händel og Johann Sebastian Bach. Diderik Hansen Buxtehude var en danskfødt barok-komponist.
Barokkens musikstil kendetegnes ved at være streng hvad angår takt, tempo og rytme. Der gøres desuden ofte brug af musikalsk ornamentik og generalbas.