En baseballbane er den bane, som baseball spilles på. Den er delt op i to sektioner: infield, hvor de tre baser og home plate er placeret, samt outfield, som er et større græsareal. De tre baser og home plate danner tilsammen diamanten. Midt i denne er pitcher's mound, hvor pitcheren kaster fra. Batteren står i batter's box ved home plate. Uden for banen forefindes de to bænke, hvor holdenes trænere og udskiftningsspillere sidder.
Infieldens proportioner er nøje fastlagt af baseballregelsættet, men outfieldens dimensioner kan variere en del fra stadion til stadion. Andre særpræg – eksempelvis overdækning af banen og kunstigt græs som i Minnesota eller vedbend på outfieldmuren som i Chicago – er også med til at give hver bane en unik spiloplevelse.