Benjamin Koppel

Benjamin Koppel
december 2016
Information
Født21. februar 1974 (50 år)
StatsborgerKongeriget Danmark Rediger på Wikidata
FarAnders Koppel Rediger på Wikidata
SøskendeMarie Carmen Koppel,
Sara Koppel Rediger på Wikidata
GenreJazz
BeskæftigelseMusiker
Associeret medMoonjam
Instrumenter
Saxofon
Eksterne henvisninger
benjaminkoppel.com
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.
Benjamin Koppel med Koppel / Colley / Blade Collective, Aarhus 2017
Foto Hreinn Gudlaugsson
Benjamin Koppel.

Benjamin Koppel (født 21. februar 1974[1]) er en dansk musiker (saxofonist), der som barnebarn af komponisten Herman D. Koppel og søn af komponist og musiker Anders Koppel er rundet af en stor musikalsk familie. Som 15-årig var han medstifter af soul/rock-orkestret Tournesoul og dannede samtidig sin egen jazz-kvartet, der i 1993 udgav debut-cd'en Benjamin Koppel Quartet. I 1992 modtog som den første jazzmusiker Jacob Gades Legatets store pris. Han studerede i New York hos den cubanske saxofonist Paquito D'Rivera og i 1995 var han medstifter af crossover-ensemblet Mad Cows Sing, der med 4 klassiske og 3 rytmiske musikere har markeret sig stærkt i Danmark såvel som på den internationale musikscene. 1997 uropførte han Anders Koppels Saxofonkoncert nr. 1 og 2004 Saxofonkoncert nr. 2. I Maj 2015 udkom den tredje CD med Koppel som solist med Symfoniorkester, Double Triple Koppel (Dacapo-records) hvor Koppel spiller sammen med Michala Petri og Odense Symfoniorkester.

Hans virtuositet og musikalske overskud befinder sig lige godt i både jazz, soul, pop og klassiske sammenhænge og han har da også – i særdeleshed i forhold til sin unge alder – markeret sig utrolig stærkt inden for disse genrer både i Danmark og internationalt.

Hans saxofonspil kan høres på en lang række danske cd'er med bl.a. Danseorkestret, Moonjam, Rugsted & Kreutzfeldt, Maria Montell, Marie Carmen Koppel, Hanne Boel, Alberte Winding, Sanne Salomonsen samt soundtracks til adskillige film, tegnefilm – bl.a. Jungledyret Hugo – og balletter.

Koppel har bl.a. optrådt som solist med en lang række symfoniorkestre i både Danmark og udlandet samt med internationale jazzstjerner som Chris Potter, Al Foster, John Abercrombie, Davíd Sanchez, Lee Konitz, Jim Hall, Joe Lovano, Markus Stockhausen, Ron Miles, Dave Douglas, Ben Monder og har desuden udgivet flere end 50 cd'er som jazz-solist sammen med nogle af de allerstørste internationale jazz-navne, herunder Joe Lovano, Kenny Werner, Charlie Mariano, Daniel Humair, Phil Woods, Alex Riel, Larry Goldings, Randy Brecker, Palle Danielsson, Ignacio Berroa, Bill Stewart, Lionel Loueke, Paul Bley, Miroslav Vitous, Miguel Zenon, Chano Dominguez, Peter Erskine, Scott Colley, Johnathan Blake, Bobby Watson, Jean Michel Pilc, Uri Caine, m.fl.

Benjamin Koppel dannede i 2012 trioen Koppel-Colley-Blade Collective sammen med bassist Scott Colley og trommeslager Brian Blade. De udgav deres første CD "The Koppel Colley Blade Collective" på Artistshare (USA) i maj 2015. To nye CD'er med gruppen forventedes[hvornår?] udgivet i 2019: et trioalbum indspillet i New York og en udgivelse med Anders Koppels værk "Mulberry Street Symphony" for symfoniorkester og trio.[kilde mangler]

Koppel har igennem årene modtaget en lang række priser og hædersbevisninger, bl.a. Palæ Bars Jazzpris (året efter Kenny Drew, året før Duke Jordan), Jacob Gade-prisen, Holstebro Musikpris, m.fl. Blev desuden udnævnt til Ridder af Frankrig, Chevalier des Arts et des lettres i 2011 for sit musikalske virke.

Koppel debuterede i september 2011 som forfatter med udgivelsen Ud af musikken (Gyldendal) skrevet i samarbejde med Casper Rongsted.

I 2022 udkom Annas Sang på Gyldendals forlag. Det er en slægtsroman, inspireret af Herman D. Koppels familie. Bogen er på 500 sider og i marts 2023 allerede trykt i mindst 5 oplag. Handlingen går i detaljer med en dansk-jødisk families dilemma omkring den jødiske traditions bevarelse i København fra 1933 og frem. Bogen fik Læsernes Bogpris 2023.[2]

Koppel udgiver sine cd'er på Cowbell Music.

Han er fætter til den danske pianist Nikolaj Koppel.

  1. ^ CV for Benjamin Koppel, Dansk Kapelmesterforening (tilgået 2009-07-13)  (Webside ikke længere tilgængelig)
  2. ^ Fodnotefejl: Ugyldigt <ref>-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnet fkb

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by razib.in