Beovulf, Beowulf eller Bjovulf er hovedpersonen i Beovulfkvadet, et angelsaksisk heltekvad. [note 1] Kvadet består af 3182 linjer med stavrim. Det er et af angelsaksisk litteraturs vigtigste værker.
Kvadet er overlevet i ét manuskript, Nowellkodekset. Det er skrevet af en ubekendt angelsaksisk digter, "Beovulf-digteren", og er dateret til mellem det 8.[1][2] og tidlige 11. århundrede.[3] I 1731 blev manuskriptet slemt beskadiget af en brand i bygningen med sir Robert Bruce Cottons samling af middelalderlige håndskrifter. Kvadet gik i glemmebogen i nogle årtier, og det blev først almindeligt kendt, da det blev trykt i 1815 af den islandsk-danske forsker Grímur Jónsson Thorkelin med en latinsk oversættelse. Digtet blev første gang oversat til et moderne sprog af N.F.S. Grundtvig i 1820 med titlen Bjowulfs Drape.[4]
Beovulf er en helt fra folkeslaget gøterne i Skandinavien. Han hjælper danernes konge Hroðgar, hvis hal - mjød-hallen Heorot [5] - flere gange er angrebet af uhyret Grendel. Efter at Beovulf har fældet Grendel, angriber Grendels mor hallen, men Beovulf besejrer også hende. Sejrrig drager Beovulf hjem til Geatland i Sverige og bliver senere geaternes konge. Efter ca. 50 år dræber Beovulf en drage, men bliver dødeligt såret. Han bliver begravet i en høj i Gøtland.
Fodnotefejl: <ref>
-tags eksisterer for en gruppe betegnet "note", men der blev ikke fundet et tilsvarende {{reflist|group="note"}}, eller et afsluttende </ref>
-tag mangler