En bloddonor er en person, der leverer blod til en blodbank, så blodet kan benyttes i forbindelse med operationer på hospitalerne og dermed være med til at redde menneskeliv.
I dag findes der i Danmark ca. 218.000 frivillige, ubetalte bloddonorer. De leverer hvert år ca. 320.000 portioner blod til hospitalernes blodbanker.
En bloddonor afgiver som regel blod 1 til 4 gange årligt, alt efter blodtype og hæmoglobinværdi tidligere kaldet blodprocent. Der kan dog forekomme en "tappepause", hvis donor kommer i karantæne. Det kan for eksempel skyldes tatovering, piercing, graviditet, ophold i malaria-områder, eller som mand have haft sex med eget køn.