Bogtabet i senantikken

Bogtabet i senantikken (mellem det sene 4. og sene 6. århundrede) er et uerstatteligt tab for den kulturelle arv fra antikken. En stor del af den antikke græske og latinske litteratur er ikke overleveret til nutiden. De fleste af dem, der dog er overleveret, er bevaret i middelalderlige afskrifter; originale tekster fra antikken er få.

Der er mange og omstridte grunde til det omfattende tab. Men hverken i det antikke Rom, eller i det senere Byzantinske rige fandtes en standard for bevarelse af tekst og litteratur.^{[note 1]} Den såkaldte rigskrise i det tredje århundrede var afgørende. Der var systematisk tilintetgørelse af kristne skrifter under forfølgelserne af de kristne og tab af "hedninge"-skrifter efter kristendommens indførelse i det romerske rige. Andre årsager er den kulturelle nedgang og uro under folkevandringstiden, især i den vestlige del. Her kan mange biblioteker være gået tabt under krige. Hertil kommer formindskelsen af eliten som bærere af litterær tradition og ændringen i skrivematerialet fra papyrus til pergament og overgangen fra skriftrulle til kodeks. Indførelsen af den litterære kanon og skolevæsenet var yderligere barrierer. Overleveringen af værker sluttede, når de ikke kunne skrives om til det nye medium eller gled ud af kanon.

Den litterære tradition blev i forskellig grad plejet i det byzantinske rige til Konstantinopels fald 1453. Men den litterære arv fra antikken blev i det Vestromerske Rige kun bevaret af få velhavende og uddannede og kun i begrænset omfang. Til denne kreds hørte Cassiodor (ca. 485-580), der stammede fra en senatsfamilie, og som samlede alle de antikke skrifter, det var muligt, og grundlagde bogproduktionen i Middelalderen i klostret Vivarum . Særlig i 7. og 8. årh. blev håndskrifter af såvel klassiske som enkelte kristne forfattere delvis slettet og på ny beskrevet: I den sparsomme bestand af bevarede ældre latinske håndskrifter er de fleste af de klassiske forfattere blot overleveret som palimpsest. Den efterfølgende karolinske renæssance, i hvilken produktionen af håndskrifter af klassiske tekster begyndte igen, fik stor betydning for overleveringen. Grundene til anvendelsen af palimsest var flere. Udslagsgivende var i reglen praktiske overvejelser som pergamenternes kostbarhed, skriftomstillingen eller ændrede litterære interesser, for de hæretiske tekster vel også religiøse motiver.

Følgerne af tabet af størstedelen af den antikke litteratur var betragtelige. Først med bogtrykkerkunsten i 1400-tallet blev de bevarede antikke tekster lidt efter lidt igen tilgængelige for en større læserkreds. Mange fremskridt i nyere tid blev direkte eller indirekte sat i gang gennem de trykte skrifter. En bestand som den i antikken nåede bibliotekerne vel først igen i 1800-tallet.
Fodnotefejl: <ref>-tags eksisterer for en gruppe betegnet "note", men der blev ikke fundet et tilsvarende {{reflist|group="note"}}, eller et afsluttende </ref>-tag mangler