Brats (1978-1980) var et centralt punk/metal-band på den danske musikscene. Bandet blev dannet i København i maj 1978 af sangeren Franz De Zaster (Michael Gorm Christiansen, sen. i Pubescent Hysteria, Support/ZV Group og No Fun), trommeslager Eddie Haircut (Milan Balsgaard, også i Elektrochok og sen. i Monomania), guitarist Hank De Wank (sen. Hank Shermann, opr. René Krolmark) og bassist Mickey Rat (Michael Hillerup, sen. i Pin-Ups).
Mickey Rat og Hank De Wank havde spillet sammen igennem et lille års tid. Mickey Rat var en flittig gæst til koncerter i Saltlageret og Rockmaskinen, og kom derved i kontakt med folkene omkring den danske punkscenes helt spæde start, Sods etc. På den måde kom han til at lære Eddie Haircut og Franz De Zaster at kende, som kom med i bandet. Eddie Haircut var på det tidspunkt allerede en ferm trommeslager, hvorimod Franz De Zaster endnu ikke havde prøvet kræfter med musikken.
Brats live-debuterede 28. juli 1978,[1] og spillede bl.a. til den første større punkkoncert i Danmark "Concert of the Day" i Brumleby 15.9.78, til en lang række koncerter i Saltlageret samt i Huset i Århus november 1978 til arrangementet "Pære Punk" sammen med Sods, No Knox, Kliché, Lost Kids og Dream Police.
Denne version af Brats kan høres med sangene "Dreams", "I Do What I Wanna Do" og "Magazine" på LP'en "Pære Punk" (Kong Pære KPLP 1) fra 1979. Label'et Kong Pære var et underlabel til pladeselskabet Medley.
Bassist Mickey Rat forlod bandet øjensynligt efter musikalske uoverensstemmelser med hans ven Hank De Wank, og startede det mere The Jam/The Vapors inspirerede punkband "Raven" (sen. Pin-Ups). Ind kom en forholdsvis kort overgang i stedet Sniff Høkerberg (sen. i Support og Monomania) på bas.
[...] Brats scenedebuterede den 28. juli 1978, hvor de spillede support for Sods [...]