Carl Joachim Hambro | |
---|---|
Personlig information | |
Født | 5. januar 1885 Bergen, Norge |
Død | 15. december 1964 (79 år) Oslo, Norge |
Gravsted | Vår Frelsers gravlund |
Politisk parti | Høyre |
Far | Edvard Hambro |
Mor | Nico Hambro |
Søskende | Cathrine Hambro, Elise Hambro |
Ægtefæller | Gyda Christensen (fra 1946), Gudrun Grieg (fra 1910) |
Børn | Edvard Hambro, Carl Joachim Hambro, Johan Hambro |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Universitetet i Oslo |
Medlem af | Det Norske Akademi for Sprog og Litteratur, Den Norske Nobelkomite (1940-1963) |
Beskæftigelse | Journalist, oversætter, forfatter, politiker, redaktør |
Fagområde | Journalistik, politik, litteratur |
Arbejdssted | Oslo |
Nomineringer og priser | |
Udmærkelser | Storkors af Sankt Olavs Orden (1937), St. Olavsmedaljen, Kong Haakon VIIs jubileumsmedalje 1905–1955, Storkors af Finlands Hvide Roses Orden, Haakon VIIs 70-årsmedalje med flere |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Carl Joachim Hambro (5. december 1885 i Bergen – 15. december 1964 i Oslo) ofte bare C. J. Hambro var en norsk politiker (H), forfatter, oversætter og journalist for Morgenbladet. Han var kendt som en stor taler og retoriker og regnes som Norges bedste parlamentariker i det 20. århundrede.[1] Han sad i Stortinget for Høyre fra 1917 til 1954 og var stortingspræsident i 1926 – 1933 og 1935 – 1945. Han var Høyres parlamentariske leder 1926 – 1958, og partiets formand 1926 – 1934 og 1950 – 1954.[2] Hambro stod for organiseringen af evakueringen af stortingsrepræsentanter, regeringen og kongefamilien ud af Oslo, da Tyskland invaderede landet 9. april 1940. Han markerede sig som en kundskabsrig politiker, men ytrede også kontroversielle meninger. Han var hele tiden en stærk modstander af ekstremistiske ideologier og deres fortalere.