Caspar David Friedrich | |
---|---|
Personlig information | |
Født | Caspar David Friedrich 5. september 1774 Greifswald, Tyskland |
Død | 7. maj 1840 (65 år) Teplitz, Tjekkiet |
Gravsted | Trinitatisfriedhof |
Nationalitet | Tysk |
Far | Adolph Gottlieb Friedrich |
Mor | Sophia Dorothea Bechly |
Søskende | Johann Heinrich Friedrich[2], Joachim Christian Adolf Friedrich |
Ægtefælle | Caroline Friedrich |
Barn | Adolf Friedrich |
Uddannelse og virke | |
Felt | Landskabsmalerier |
Uddannelsessted | Det Kongelige Danske Kunstakademi |
Elev af | Johann Gottfried Quistorp, Christian August Lorentzen, Thomas Thorild, Jens Juel |
Beskæftigelse | Kunstmaler, gravør, billedhugger, bygningstegner, tegner, akvarelmaler, landskabsmaler |
Fagområde | Malerkunst, landskabsmaleri, tegnekunst, romantikken |
Periode | Romantikken |
Arbejdsgiver | Kunstakademiet i Dresden |
Arbejdssted | Dresden (1798), Wien, København, Neubrandenburg, Greifswald, Loschwitz |
Kendte værker | To mænd, der betragter Månen, Ishavet |
Genre | Portræt, landskabsmaleri, genremaleri |
Bevægelse | Tysk romantisme |
Inspirerede | Den danske guldalders malere |
Signatur | |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Caspar David Friedrich (født 5. september 1774, død 7. maj 1840) var en tysk romantisk landskabsmaler, som er den vigtigste tyske kunstner i sin generation.[4] Han er bedst kendt for sine allegoriske landskaber midt i karrieren. De viser ofte eftertænksomme figurer i silhuet mod natteskyer, morgentåge, nøgne træer eller gotiske ruiner. Hans primære interesse som kunstner var beskuelsen af naturen, og hans ofte symbolske og anti-klassicistiske værker søger at videregive en subjektiv følelsesmæssig reaktion på naturen. Friedrichs billeder er karakteristiske ved at vise en lille skikkelse i et stort landskab, så personerne reduceres til en størrelse, som ifølge kunsthistorikeren Christopher John Murray "retter betragterens blik mod deres metafysiske dimension".[5]
Friedrich blev født i Svensk Forpommern i byen Greifswald, hvor han begyndte sine kunststudier som ung. Han studerede i København på Det Kongelige Danske Kunstakademi 1794 - 1798[6] og var i januar 1798 på modelskolen under Andreas Weidenhaupt, Johannes Wiedewelt og Nicolai Abildgaard, hvorefter han slog sig ned i Dresden. Han blev voksen i en periode, hvor der overalt i Europa var en stigende desillusionering over et materialistisk samfund. Det gav anledning til en ny påskønnelse af det åndelige. Dette skifte blev ofte udtrykt gennem en revurdering af naturen, når kunstnere som Friedrich, J.M.W. Turner (1775–1851) og John Constable (1776–1837) søgte at afbilde naturen som en "guddommelig skabning, der skulle sættes op mod det kunstige i menneskelig civilisation".[7]
Friedrichs arbejde bragte ham stort ry tidligt i hans karriere, og samtidige som den franske billedhugger David d'Angers (1788–1856) omtalte ham som en mand, som havde opdaget "landskabets tragedie".[8] Alligevel kom hans arbejde i unåde i hans senere år. Han døde i glemsel og ifølge kunsthistorikeren Philip Miller "halv gal".[9] Da Tyskland bevægede sig i mod moderniseringen i slutningen af 1800-tallet, opstod der en ny følelse af hastværk i kunsten, og Friedrichs eftertænksomme afbildninger af stilhed blev set som produkt af en forgangen tid. Begyndelsen af 1900-tallet bragte en ny beundring af hans arbejde, første gang i 1906 med en udstilling af 32 af hans malerier og skulpturer i Berlin. I 1920'erne blev hans billeder opdaget af ekspressionisterne, og i 1930'erne og begyndelsen af 1940'erne hentede surrealisterne og eksistentialisterne ofte inspiration i hans arbejde. Opblomstringen af nazismen i 1930'erne fik igen Friedrichs popularitet til at vokse, men den blev fulgt af en nedtur, da hans billeder blev sat i forbindelse med nationalsocialismen og misfortolket som nationalistiske.[10] Det var først i slutningen af 1970'erne at Friedrich genvandt sin stilling som ikon for den tyske romantiske bevægelse og en maler af international betydning.