Back Comitia centuriata German Centuriate assembly English Centuriaj komicioj Esperanto Tsenturiaatsed komiitsid Estonian مجمع کنتوریاها Persian Comices centuriates French Comitia centuriata ID Comizi centuriati Italian ケントゥリア民会 Japanese 켄투리아 민회 Korean
| Politik i Antikkens Rom |
|---|
 |
| Perioder |
|
| Folkeforsamlinger |
| Almindelige magistrater |
| Særlige magistrater |
| Politiske institutioner |
| Forfatning |
| Romerret |
| Senatus consultum ultimum |
| Titler og hæder |
|
Del af historieportalen |
Centurie-forsamlingen (latin: comitia centuriata) i den Romerske Republik var en af de tre stemmeberettigede forsamlinger i henhold til den republikkens forfatning.[i] Forsamlingen fik navnet centurie,[ii] da den oprindeligt inddelte romerske borgere i grupper på hundrede mænd efter klasser. Centurierne afspejlede oprindeligt militær status, men blev senere baseret på de enkelte centuriernes medlemmers formue. Centurierne samledes i Centurie-forsamlingen til lovgivningsmæssige, valgmæssige og retslige anliggender. Flertallet af stemmer inden for enhver centurie besluttede, hvordan den pågældende centurie samlet set stemte. Hvert centurie havde én stemme – uanset hvor mange vælgere hvert centurie havde eller repræsenterede. Når et flertal af centurierne havde stemt for (eller mod) en given foranstaltning, blev afstemningen i Centurie-forsamlingen afsluttet og sagen var afgjort.[1]
Kun Centurie-forsamlingen kunne erklære krig eller vælge de højest rangerende romerske magistrater, såsom konsuler, praetorer og censorer.[2] Centurie-forsamlingen kunne også vedtage en lov, der tildelte forfatningsmæssige beføjelser eller imperium til konsuler og praetorer (lex de imperio eller "lov om imperium"), og censorbeføjelser til censorer (lex de potestate censoria eller "loven om censoriske beføjelser").[2] Derudover fungerede Centurie-forsamlingen som den højeste appeldomstol i visse retssager – særligt sager, der involverede perduellio (dødsstraf for landsforræderi) – og ratificerede resultaterne af en folketælling.[3]
Idet romerne anvendte en form for direkte demokrati stemte borgere – og ikke valgte repræsentanter – ved hver forsamling. Vælgere havde som sådan ingen magt, ud over magten til at afgive en stemme. Forsamlingen blev ledet af én enkelt romersk magistrat, og det var således den ledende magistrat, der traf alle beslutninger om sager om procedure og lovlighed. I sidste ende var den ledende magistrats magt over forsamlingen næsten absolut. Den eneste kontrol af denne magt kom i form af nedlagte vetoer fra andre romerske magistrater – og beslutninger truffet af ledende magistrater kunne også blive omgjort ved nedlægges af veto af højere rangerende magistrater (for eksempel kan en konsul nedlægge veto mod en praetor). Derudover kunne der, for enhver beslutning truffet af en ledende magistrat, nedlægges veto af en magistrat kendt som en plebejertribun (eller folketribun).
Fodnotefejl: <ref>-tags eksisterer for en gruppe betegnet "lower-roman", men der blev ikke fundet et tilsvarende {{reflist|group="lower-roman"}}, eller et afsluttende </ref>-tag mangler