Cincinnati Open 1899

Cincinnati Open 1899
Arrangement
Turnering nr.1
Dato(er)18. - 23. september 1899
SpillestedAvondale Athletic Club
VærtsbyCincinnati, Ohio, USA
UnderlagGrus (knust mursten)
Vindere
HerresingleUSA Nat Emerson  (1. titel)
DamesingleUSA Myrtle McAteer  (1. titel)
HerredoubleUSA Burton Hollister
USA Nat Emerson  (1. titel)
DamedoubleUSA Myrtle McAteer
USA Juliette Atkinson  (1. titel)
Mixed doubleUSA Winona Closterman
USA Robert Mitchell  (1. titel)

Cincinnati Open var en tennisturnering, der blev spillet udendørs på grusbaner i perioden 18. - 23. september 1899 i Avondale Athletic Club i Cincinnati, Ohio, USA. Det var den første udgave af Cincinnati Open, og betegnelsen "Open" betød, at turneringen (modsat de fleste andre turneringer på den tid) også var åben for spillere uden for Ohio.

Herresingletitlen blev vundet af Nat Emerson, som var regerende Ohio-mester, og som vandt med 8−6, 6−1, 10−8 over Dudley Sutphin i en finale mellem to lokale spillere fra Cincinnati. Turneringens første damesinglemester blev Myrtle McAteer fra Pittsburgh, som i finalen besejrede den tidligere tredobbelte vinder af det amerikanske damesinglemesterskab, Juliette Atkinson fra Brooklyn, med 7−5, 6−1, 4−6, 8−6.

De to damesinglefinalister dannede par i damedoubleturneringen, som de vandt efter at have vundet over Winona Closterman og Julia Doherty fra Cincinnati i finalen med 6−1, 6−2, 6−3. McAteer var national mester i damedouble, eftersom hun tidligere på året havde vundet det amerikanske mesterskab med Jan Craven som makker.

I herredoublerækken vandt Burton Hollister og Nat Emerson finalen med 2−6, 6−4, 6−4, 6−3 over C.W. Halsey og L.H. Turner, mens mixed double-titlen gik til Winona Closterman og Robert Mitchell efter finalesejr på 3−0 i sæt over Maud Banks og John Hammond.


From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by razib.in