Western & Southern Open 2022 | |
---|---|
Arrangement | |
Turnering nr. | 121 |
Dato(er) | 14. - 21. august 2022 Kvalifikation: 13. - 14. august 2022 |
Spillested | Lindner Family Tennis Center |
Værtsby | Mason, Ohio, USA |
Underlag | Hardcourt (Laykold) |
Kategori | ATP Tour Masters 1000 WTA 1000 |
Præmiesum | $ 8.808.130 |
Vindere | |
Herresingle | Borna Ćorić (1. titel) |
Damesingle | Caroline Garcia (1. titel) |
Herredouble | Rajeev Ram Joe Salisbury (1. titel) |
Damedouble | Ljudmyla Kitjenok Jeļena Ostapenko (1. titel) |
Cincinnati Open 2022 var en tennisturnering, der blev spillet udendørs på hardcourtbaner i Lindner Family Tennis Center i Mason, Ohio, USA i perioden 13. - 21. august 2022. Det var den 121. udgave af Cincinnati Open, og turneringen blev afviklet under navnet Western & Southern Open som følge af et sponsorat fra Western & Southern Financial Group. Turneringen var en del af ATP Tour 2022 i kategorien ATP Tour Masters 1000, og den indgik i WTA Tour 2022 i kategorien WTA 1000.
Herresingletitlen blev vundet af Borna Ćorić, som vandt sin første ATP Tour Masters 1000-titel i karrieren og sin første titel på ATP Tour siden han vandt i Halle i 2018. Og med en rangering som nr. 152 på ATP's verdensrangliste blev han den lavest rangerede vinder af en Masters 1000-titel. I finalen besejrede han Stefanos Tsitsipas med 7-6(0), 6-2 på en time og 57 minutter, hvorved han sikrede sig sin tredje turneringssejr på ATP Tour. Resultaterne medførte, at han avancerede til 29.-pladsen på ATP's verdensrangliste og sikrede sig en seedning til US Open, der startede en uge senere.[1]
I damesingleturneringen vandt kvalifikanten Caroline Garcia titlen. Hun var den første kvalifikant nogensinde i en WTA 1000-finale, og hun var i sin første WTA 1000-finale siden 2017. I finalen vandt hun med 6-2, 6-4 over Petra Kvitová, der var i sin 12. finale på WTA 1000-niveau. Turneringssejren var Garcias 10. i single på WTA Tour – den tredje i sommeren 2022 – og medførte, at hun hoppede 18 pladser frem på WTA's verdensrangliste til en placering som nr. 17.[2][3] Serena Williams spillede sin sidste turnering på WTA Tour, inden hun kort efter stoppede karrieren ved US Open 2022, og tabte i første runde til Emma Raducanu.[4]
Rajeev Ram og Joe Salisbury sikrede sig doubletitlen med en sejr på 7-6(4), 7-6(5) over Tim Pütz og Michael Venus. Det topseedede par vandt dermed deres anden Master 1000-turnering i 2022 efter at de tidligere på året havde vundet Monte-Carlo Masters. Ram og Salisbury vandt deres syvende titel som makkere. Det var Rajeev Rams 24. doubletitel på ATP Tour, mens Salisbury vandt sin 10. ATP-titel i double.[5]
Damedoubleturneringen blev vundet af Ljudmyla Kitjenok og Jeļena Ostapenko, som i finalen besejrede Nicole Melichar-Martinez og Ellen Perez med 7-6(5), 6-3. Kitjenok og Ostapenko vandt dermed deres anden turneringssejr, siden de indledte deres samarbejde i begyndelsen af 2022, da de tidligere på året vandt deres første titel ved Birmingham Classic. Sejren var Kitjenoks syvende WTA-titel i double, mens Ostapenko vandt sin sjette doubletitel i karrieren på WTA Tour. Melichar-Martinez og Perez var i en WTA 1000-finalen for anden uge i træk, eftersom de ugen før også havde tabt finalen i Toronto.[6]
Efter Ruslands invasion af Ukraine tidligere på året tillod tennissportens styrende organer, WTA, ATP, ITF og de fire grand slam-turneringer, at spillere fra Rusland og Hviderusland fortsat kunne deltage i turneringer på ATP Tour og WTA Tour, men de kunne indtil videre ikke stille op under landenes navne eller flag, og spillerne fra de to lande deltog derfor i turneringen under neutralt flag.[7]