Conquistadorer ("erobrere") er en betegnelse om soldater og opdagelsesrejsende fra det spanske imperium eller portugisiske imperium med rødder på den iberiske halvø, der ankom til Amerika, Afrika og Asien. De koloniserede en stor del af verden i 1500-, 1600- og 1700-tallet.
Den typiske "conquistador" er gerne blevet fremstillet som spanske adelsmænd til hest og med puf-ærmer, sværd og brystkyras og den typiske morion-hjelm på hovedet, loyal over for den spanske krone, som havde sendt dem ud for at hente rigdomme til Spanien. Det er af flere grunde ikke en dækkende beskrivelse.