Copenhell | |
---|---|
Sted | Refshaleøen, København |
Aktive år | 2010 - nu |
Genrer | Heavy metal Dødsmetal Hardcore Rock |
Scener | 4 |
Copenhell er Danmarks største udendørs metalfestival og blev første gang afholdt i 2010. Festivalen finder sted på Refshaleøen i København, og består af fire scener ved navn Helvíti, Hades, Pandæmonium og Gehenna. Der bliver spillet alt lige fra hård rock til dødsmetal. Der er hvert år op til 2000 frivillige som hjælper med at få Copenhell til at køre som planlagt. Det foregår typisk i tidsrummet fra Torsdag formiddag til og med lørdag aften, hvor det sidste band går på ved midnat.
Ved den første festival i 2010 havde gruppen SuperCharger vundet kategorien "Årets debut" ved prisuddelingen Danish Metal Awards året inden, og havde dermed fået en koncert på festivalen.[1] Prisuddelingen stoppede efter 2009, hvorfor der ikke var flere bands der optrådte efter at have vundet denne kategori.[2]
I 2012 udvidedes programmet med en opvarmningsdag om torsdagen, hvor bands som Svartsot og Red Warszawa varmede festivalen op. I 2012 var der 8000 besøgende på festivalen, mens besøgstallet i 2013 var steget til 11.000[3] og ifølge Copenhells officielle hjemmeside til 20.000 i 2016. I 2019 var besøgstallet 25.000 og efter to års coronapandemipause (2020 og 2021) var der 35.000 gæster i 2022.
I forbindelse med festivalens 10-års jubilæum blev supergruppen Omvendt Korstog dannet af Tim Christensen (Dizzy Mizz Lizzy) og Jacob ”Cobber” Binzer (D-A-D), Casper Popp (Bersærk), Allan Tschicaja (Pretty Maids) og Niklas Sonne (Defecto) for at udgive EP'en Ti år i helvede med de to sange "Ulvens ed" og "Hårde tider", der blev udgivet i 2019.[4]
Copenhell Con blev afholdt første gang i 2022[5] Her kunne festivalgæsterne få et afbræk fra koncerterne og i stedet dykke ned i nogle af nørdkulturens mange kaninhuller: Her var eksempelvis foredrag om satanismens historie i Danmark og superhelte i helvede, fremvisning af horrorfilm, signering af nordiske tegneseriekunstnere, workshops om figurmaling til rollespil og brætspil og der var “escape room”-konkurrence. Der havde dog også været foredrag tidligere, eksempelvis holdt Nicolas Barbano på Copenhell 2019 foredrag om musik og lydeffekter i horrorfilm.