Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.
For alternative betydninger, se Danmarks historie (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Danmarks historie)
Danmarks historie (1814-1848) indrammes af to begivenheder, der var af stor betydning for demokratiet i Danmark. I 1813 gik Danmark konkurs og i 1814 tabte Danmark Norge til Sverige ved freden i Kiel.
Mod periodens slutning afskaffedes enevælden, og Danmark fik en folkevalgt regering, der arbejdede på at udforme en fri forfatning.
I den mellemliggende periode blev landet ramt af en landbrugskrise og stilarten romantik blomstrede. Efter julirevolutionen i Frankrig i 1830 indførte den enevældige konge Frederik 6. stænderforsamlinger, der dog aldrig fik reel magt. Under hans efterfølger Christian 8. opstod en bevægelse mod enevælden og ved hans død var modstanden ikke blevet mindre. Da de tyske nationalliberale i hertugdømmerne Slesvig og Holsten samtidig ønskede selvstændighed fra Danmark, og den kongevalgte regering tøvede, gik en deputation til den nye konge, Frederik 7.. Han meddelte, at han netop havde afskediget sit ministerium og ville udnævne en ny samlingsregering. Enevælden var afskaffet og treårskrigen udbrød, da hertugdømmerne udnævnte deres egen regering.
Det var et forarmet land, der stod tilbage efter statsbankerotten, Englandskrigene og tabet af Norge til Sverige. Frederik 6. inviterede sig selv med til Wienerkongressen i 1814–15 for at sikre sig så gunstige betingelser som muligt, og det lykkedes ham at få Svensk Forpommern, der mageskiftedes med Lauenburg fra Preussen, samt et pengebeløb fra Sverige, som erstatning for tabet af Norge.[1]
- ^ Lindeberg 1974, s. 225.