For alternative betydninger, se Danmarks historie (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Danmarks historie)
Danmarks historie (1901-1945) betød et farvel til selvforsyningsøkonomi og en begyndende overgang til eksportproduktion (lurmærket smør og bacon til det engelske marked). Andelsbevægelsen vandt stærkt frem i form af andelsmejerier og -slagterier. I byerne fortsatte industrialiseringen støttet af hovedaftalen indgået i 1899 mellem De samvirkende fagforbund (senere: LO) og Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening (senere: Dansk Arbejdsgiverforening). Jernbaner og havne blev anlagt og udvidet. Med indførelsen af dampdrevne maskiner og senere med elektrificeringen blev det muligt at massefremstille daglige fornødenheder. Industrialiseringen blev styrket af, at mekaniseringen i landbruget og en forbedret sundhedstilstand skabte et befolkningsoverskud, hvoraf nogle emigrerede (mest til Midtvesten i USA), mens de fleste søgte ind til byerne. Her gav en hastig og omfattende udbygning af byernes boligmasse tag over hovedet for de mange nye kernefamilier i arbejderkvartererne.
Arbejdsløshed og epidemier (f.eks. kolera og den spanske syge) gjorde armoden værre, og gav baggrund for dannelsen af arbejdsløshedskasser og sygekasser, mens afholdsbevægelsen blev dannet med det formål at bekæmpe drikfældighed. Hos den jævne del af befolkningen fik Socialdemokratiet stor fremgang, og selv om partiet mistede en del vælgere, da Danmarks Kommunistiske Parti blev stiftet i 1919, blev det landets største parti. Gennem perioden fik flere forskellige vækkelsesbevægelser stor fremgang både på landet og i byerne, og foreningslivet blomstrede især på landet, men også i byerne.
Krisen i 1930'erne med konkurser, arbejdsløshed og dårlige eksportmuligheder gav stødet til en større, social bevidsthed og med Kanslergadeforliget i 1933 kom de grundlæggende dele af det sociale sikkerhedsnet på plads. Forliget er blevet betegnet som en hjørnesten i opbygningen af den danske velfærdsstat.[1]
Kulturelt førte en bevægelse bort fra det fastlåste og traditionsbundne til stadigt større frigjorthed på alle områder. Samtidig fik kunstnerne nye medier at udtrykke sig gennem; især radio og film, men også aviser og ugeblade bidrog til, at der for alvor opstod en massekultur, hvor betydelige dele af befolkningen var fælles om kulturpåvirkninger. I det meste af perioden kom de stærkeste kulturpåvirkninger fra Frankrig og Tyskland, og det var først med afslutningen af 2. verdenskrig, at den engelsk-amerikanske påvirkning blev mærkbar.
I 1917 blev De dansk-vestindiske øer, på nær Water Island, solgt til USA, og Island fik sin uafhængighed i 1918. Kun Færøerne og Grønland var tilbage af Danmarks oversøiske besiddelser. Udenrigspolitisk førte de skiftende regeringer en neutralitetspolitik i samarbejde med Norge og Sverige. Neutraliteten kunne fastholdes under 1. verdenskrig, men den 9. april 1940 besatte det nazistiske Tyskland Danmark og Norge, mens Sverige opretholdt en vanskelig neutralitet.
Danmark blev medlem af Folkeforbundet fra begyndelsen i 1920 og var med, indtil organisationen blev opløst i 1946. Der opstod en alvorlig krise mellem Danmark og Norge, da nordmændene i 1932 landsatte en styrke i det, de kaldte Eirik Raudes Land (Kong Christian X's Land), og som var en del af Østgrønland. Norge holdt området annekteret frem til 1933, da en voldgift ved Den Internationale Domstol tilkendte Danmark suveræniteten over hele Grønland.
Trods den erklærede neutralitet og en ikkeangrebspagt med Tyskland, blev Danmark besat af tyske tropper den 9. april 1940. Da besættelsen angiveligt skulle beskytte landet, valgte regeringen at fortsætte. Denne samarbejdspolitik holdt landet fri af tysk retshåndhævelse, men den kostede efterhånden regeringen en del moralsk og politisk velvilje i befolkningen. Efter strejkebølgen i august 1943 trådte regeringen i karakter, og besættelsesmagten overtog styret. Den civile administration fungerede videre som "departementschefstyret", men i krigens sidste år vandt modstandsbevægelsen mere og mere ørenlyd i befolkningen. Derfor indledte politikerne et samarbejde med modstandsbevægelsen, repræsenteret ved Frihedsrådet, sådan at de to grupperinger kunne danne en fælles overgangsregering ved befrielsen den 5. maj 1945.
- ^ Niels Finn Christiansen og Klaus Petersen: Socialdemokratiet og den danske velfærdsstat, s. 138: i Petersen, Klaus (2003): 13 historier om den danske velfærdsstat, Syddansk Universitetsforlag