Dannebrog

For alternative betydninger, se Dannebrog (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Dannebrog)
Dannebrog, verdens ældste nationalflag, der stadig er i brug.

Dannebrog er det i Danmark almindeligt anvendte navn for Danmarks nationalflag. Det er rødt med et hvidt kors, der når til siderne af flaget.

Korsflag kendes fra flere steder, men altovervejende i Nordeuropa, først og fremmest de andre nordiske lande – Finland, Sverige, Norge og Island – samt de autonome områder Åland og Færøerne, og tillige fra det baltiske område, Oldenborg med flere steder, herunder som byflag (fx Pärnu i Estland).

Flaget menes normalt at stamme fra den danske korstogsperiode i 1100-1200-tallet. Den første dokumenterede brug er dog i Valdemar Atterdags våbenskjold fra anden halvdel af 1300-tallet. En velkendt myte om flagets oprindelse angiver, at flaget faldt ned fra himlen under Valdemar Sejrs slag ved Lyndanisse i 1219 mod esterne. De tidligste versioner af sagnet placerer imidlertid denne begivenhed i et slag ved Fellin i 1208. Det drejer sig om to beretninger fra starten af 1500-tallet fra henholdsvis teologen og krønikeskriveren Christiern Pedersen og munken Peder Olsen, som sandsynligvis bygger på den samme, nu ukendte, kilde.


From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by razib.in