Darfur-konflikten | ||||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|---|
Placering af Darfur i Sudan |
||||||||
|
||||||||
Parter | ||||||||
Sudans regering Janjaweed-militsen SLM | SLA JEM Tchad (angiveligt) | Afrikanske Unions mission i Sudan (AMIS) United Nations African Union Mission in Darfur (UNAMID) |
||||||
Ledere | ||||||||
Sudan: Omar al-Bashir Janjaweed:Sheik Musa Hilal | SLA: SalaBob og Sulaiman Gamos JEM: Ibrahim Khalil | Luke Aprezi | ||||||
Styrke | ||||||||
Ukendt | Ukendt | 7.000 | ||||||
Tab | ||||||||
Ukendt | Ukendt |
Darfur-konflikten er en væbnet konflikt i Darfur-regionen i det vestlige Sudan.
Mens den sudanske regering benægter, at den støtter Janjaweed, forsyner den militsen med både våben og bistand, og ifølge øjenvidneberetninger har sudanske regeringstropper deltaget i angreb sammen med janjaweed.[1] Konflikten begyndte i februar 2003. Modsat tidligere borgerkrige i Sudan adskiller parterne i denne konflikt sig ifølge FN ikke særligt hinanden: De taler samme sprog (arabisk) og tilhører samme religion (islam).[2]
Angrebene på civilbefolkningen i Darfur har medført en humanitær krise, og i september 2004 anslog Verdens Sundhedsorganisationen (WHO), at 50.000 var døde under konflikten, de fleste af sult. I oktober rapporterede WHO's ledelse, at tallet var 71.000 døde af sult og sygdomme.
Der er mange estimater af antallet af ofre. FN har beregnet, at op til 450.000 er døde enten af voldshandlinger, sygdom eller sult.[3] De fleste NGO'er (ikke-statslige organisationer) anslår 200.000 til over 400.000.[kilde mangler] Sudans regering hævder, at dødstallet ligger på 9.000.[4][5] Op til 2,5 millioner er fordrevet til oktober 2006. [6] De fordrevne lever primært i flygtningelejre i nabolandet Tchad.
Vestlige medier har beskrevet konflikten som etnisk udrensning og folkedrab. Samtidigt beskyldes Sudans regering for siden 2004 bevidst at undertrykke al information om overgreb på menneskerettighederne ved fængslinger, drab på vidner og for bevidst at destruere beviser i form af massegrave.[7][8][9] Sudans regering beskyldes ligeledes for at fordreje sandheden om begivenhederne ved fængslinger og at forhindre journalisters arbejde.[10][11][12][13] FN har tøvet med at bruge betegnelsen "folkedrab", selv om det netop er hvad den amerikanske regering nu er begyndt at kalde konflikten.[14] FN har anklaget Sudans regering for at have planlagt og selv taget del i overdrevne voldshandlinger i Darfur og henstillet til det internationale samfund at gribe ind for at beskytte civilbefolkningen.
Efter en optrapning af kampene i juli 2006 vedtog FN's sikkerhedsråd resolution 1706, der gav mandat til udstationeringen af 17.300 fredsbevarende tropper. De skulle forstærke de utilstrækkelige og dårligt udrustede 7.000 AMIS-soldater, udstationeret af AU (Afrikanske Union). Sudan modsatte sig på det kraftigste denne indblanding i konflikten og erklærede, at man fra sudansk side ville betragte alle FN-styrker, der blev indsat i Darfur, som en fjendtlig invasionsstyrke. Pga. Sudans modstand har det endnu ikke været muligt at indsætte den fredsbevarende styrke. Dagen efter vedtagelsen af resolutionen iværksatte Sudans militær en større offensiv i regionen. Samtidigt begyndte kampene at sprede sig til nabolandene (se: Centralafrikanske krig). I juli 2007 vedtog sikkerhedsrådet resolution 1769, der gav mandat til en fælles FN/AU fredsbevarende styrke (UNAMID).[15]