Den Russiske Borgerkrig

Russiske Borgerkrig
Soldater fra Don armé i 1919, hængningen af Bolsjevikker af den Tjekkoslovakiske legion en infanteridivision fra Den Hvide Hær i marts 1920, Lev Trotskij i 1918, soldater fra den 1. kavalriarmé.
Dato 1917 – 1921 Sted Tidligere Russiske Imperium, Mongoliet, Persien Resultat Sejr til Bolsjevikkerne Sovjetunionen bliver grundlagt Estland, Finland, Letland, Litauen og Polen opnår selvstændighed
Parter
Russiske SFSR og den Røde Hær Ukrainske SSR Sorte armé	Den Hvide Hær Centralmagterne (1917–1918): Østrig-Ungarn Osmanniske Rige Tyskland Allierede intervention (1918–1922): Japan Tjekkoslovakiet Grækenland USA Canada Serbien Rumænien  Storbritannien Frankrig Italien  Estland  Letland Litauen Polen	Folkerepublikken Ukraine Centralkaspiske diktatur Lokale nationalistiske bevægelser og nationalstater Tysk intervention
Styrke
3.000.000[1]	2.400.000 Hvide russere.	over 40.000 grønne soldater 103.000 soldater fra Ukraines revolutionære oprørshær.
Tab
1.212.824 tab Optællingerne er ikke færdige.[1]	Mindst 1.500.000

Den Russiske Borgerkrig blev udkæmpet fra 1917 til 1922. Krigen var en russisk borgerkrig så vidt, at et af de vigtigste stridsspørgsmål var, om Rusland skulle have et bolsjevikisk eller et borgerligt (konservativt eller liberalt) styre.

Betegnelsen borgerkrig er til dels misvisende, idet krigsbegivenhederne skete mellem vidt forskellige grupper på samme tid. Foruden den egentlige russiske borgerkrig kæmpede mange forskellige folkeslag i Rusland. De havde været undertrykt i århundreder, var blevet nationalt bevidstgjorte i 1800-tallet og ventede blot på en lejlighed til at vinde deres selvstændighed. Den russiske borgerkrig gav dem gode muligheder.

1. ^ ^{a b} G.F. Krivosheev, Soviet Casualties and Combat Losses in the Twentieth Century, s. 7-38.