Den runde stol (The Chair, PP501, PP503, JH503) er en karmstol designet af Hans J. Wegner i 1949 og regnes for hans måske mest kendte møbel.
Wegner designede stolen på ganske kort tid i sidste øjeblik til Snedkerlaugets udstilling i 1949 for Johannes Hansens værksted. Til udstillingen havde han tre forskelligt designede stole med.[1] Designets stil for Den runde stol er organisk modernisme. Stolen er oprindeligt lavet af egetræ, og benene er tykke på midten og tyndere i enderne. Y-stolen er inspireret af Den runde stol.[2] Om stolen forklarede Wegner:[3]
„ | Hvad gør du, når du vil lave noget, der er typisk dansk? Først var det egetræet, egetræ er typisk dansk. Så konstruktionen: fire lige ben, som er sat sammen med fire sarge, og som holdes sammen foroven af en krans. | “ |
Efter Snedkerlaugets udstilling gav det amerikanske tidsskrift Interiors Magazine stolen en overvældende omtale. De kaldte den The Chair, Stolen, og det betød en forholdsvis stor efterspørgsel fra USA.[1]
Nu ser man stolen i flere udgaver i eg, ask, kirsebær og mahogni.[4] PP501-modellen er med flettet sæde, mens PP503 har polstret sæde og blev introduceret i 1950.[5]
PP Møbler i Allerød fabrikerer stolen.[6] Deres udgave af stolen er ikke billig. Således kan man finde priser på stolen på over 30.000 kroner.[7]
Stolen er forbundet med magt og politik. Den er at finde i Statsministeriet,[8] og den ses i programmet DR2 Deadline i det der kaldes med en vis grad af humor for "Wegner-hjørnet".[9]