Förenade Konungarikena Sverige och Norge De forenede Kongeriger Norge og Sverige | |||||||||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
Personalunion | |||||||||||||
1814–1905 | |||||||||||||
Kort over Sverige og Norge med mellemrigsgrænse fastsat 1751 | |||||||||||||
Hovedstad | Stockholm og Christiania/Kristiania[note 1] | ||||||||||||
Sprog | Svensk Norsk Dansk | ||||||||||||
Religion | Lutheranisme | ||||||||||||
Regeringsform | Konstitutionelle monarkier | ||||||||||||
Konge | |||||||||||||
• 1814-1818 | Karl XIII/II | ||||||||||||
• 1818-1844 | Karl XIV/III Johan | ||||||||||||
• 1844-1859 | Oscar I | ||||||||||||
• 1859-1872 | Karl XV/IV | ||||||||||||
• 1872-1905 | Oscar II | ||||||||||||
Lovgivende forsamling | Lovgivende forsamling[note 2] | ||||||||||||
• Sveriges parlament | Riksdag | ||||||||||||
• Norges parlament | Storting | ||||||||||||
Historisk periode | 19. århundrede | ||||||||||||
• Freden i Kiel | 14. januar 1814 | ||||||||||||
• Karl XIII valgt som konge af Norge | 4. november 1814 | ||||||||||||
• Eidsvoll-forfatningen ændret | 4. november 1814 | ||||||||||||
5. maj 1873-1875 | |||||||||||||
• Norsk uafhængighedserklæring | 7. juni 1905 | ||||||||||||
• Svensk anerkendelse | 26. oktober 1905 | ||||||||||||
• Oscar II frasiger sig den norske krone | 26. oktober 1905 | ||||||||||||
Befolkning | |||||||||||||
• Anslået 1820 | 3.550.000[note 3] | ||||||||||||
• Anslået 1905 | 7.560.000[note 3] | ||||||||||||
Valuta | S: Riksdaler (indtil 1873) N: Speciedaler (indtil 1875) Møntunion (par): S: Krona (fra 1873) N: Krone (fra 1875) | ||||||||||||
| |||||||||||||
|
Den svensk-norske union, officielt De forenede Kongeriger Sverige og Norge, var en statsretslig forening mellem kongerigerne Sverige og Norge i perioden 1814 til 1905. Unionen opstod af Freden i Kiel den 14. januar 1814 og den efterfølgende konvention i Moss 14. august. Unionen blev formelt indgået gennem det norske Stortings revision af den norske grundlov og valget af Sveriges konge til norsk konge den 4. november 1814. Den blev derefter bekræftet gennem rigsakten 1815. Unionen var et kompromis mellem på den ene side de norske selvstændighedsbestræbelser, udtrykt gennem Eidsvoll-forfatningen og på den anden side opfyldelsen af stormagternes løfte til Sverige om at få Norge som en erstatning for Finland, der var tabt til Rusland i 1809.
Sverige og Norge havde tidligere i to perioder været forenet, fra 1319 til 1343 og i en kort periode fra 1449 til 1450 i opposition til Christian I, der af danskerne var valgt til ny konge i Kalmarunionen.