Den vilde jagt

Den vilde jagt var en folkloristisk forestilling om et eller flere overnaturlige væsner, der i vildskab jagede enten over himmelen, over jorden eller i luften lige over den.^[1] Denne forestilling har været udbredt over hele Nord-, Vest- og Centraleuropa^[2] og havde dybe rødder i førkristne mytologier.

I den nordiske folklore optræder der flere steder en skikkelse, der er identisk med den guden Odin; i Sverige hed han Oden og i Jylland Wojens Jæger, Uons eller lignende. Også i andre germanske områder kan jægerens navn knyttes til Odin; fx Wuodan i Sydtyskland og Wuotis Heer i Schweitz.^[2] Mange steder afhænger jægerens identitet af lokale traditioner; han kan være en ukendt fortabt sjæl, eller en historisk og legendarisk figur som Valdemar Atterdag i Danmark og Didrik af Bern i Tyskland. I nogle fortællinger er jægeren alene, i andre kan han have et følge af dødninge, alfer (der ofte forbindes med de døde i nordeuropæisk folklore), dæmoner osv.^[3]

Selve jagten havde ligeledes forskellige navne i forskellige lande. Mange steder har det været udtryk, der kan oversættes med Den vilde jagt, mens lokale legender navngav den fx Perchta (Tyskland), Herlathing (England), Mesnee d'Hellequin (Nordfrankrig), Cŵn Annwn (Wales), Cain's Hunt, Ghost Riders (Nordamerika), Herod's Hunt, Gabriel's Hounds, og the devil's dandy dogs (Cornwall).^[4] Navnene Åsgårdsreien (Danmark), Asgardreia (Britiske øer) og Oskoreia (Norge) sagdes at stamme fra et norrønt udtryk *ásgoðreið, der betyder asegudsfølge. Det er imidlertid en fejl introduceret i 1844 af Andreas Faye og kendes ikke i gamle kilder.^[5] Navnet Oskoreia kommer af norrønt oskurligr (= farlig, fæl). Som de andre tidlige folkemindesamlere så han helst, at folkelige overleveringer stammer fra førkristen tid. Han mente, fænomenet var opkaldt efter Asgård, og at det var de gamle guder derfra, der viste sig.^[6]

Jagten blev normalt opdaget ved en voldsom larm uden der var noget at se. Og synet af den vilde jagt blev mange steder opfattet som et varsel om kommende ulykker, fx sygdom eller krig, eller om øjenvidnets snarlige død; man skulle derfor helst dække øjnene, når man hørte larmen. Dødelige, der kom i vejen for jagtselskabet, kunne også blive fanget og blive bragt til dødsriget.^[7] Nogle steder mente man, at folks sjæle kunne blive ført bort af følget, mens de sov.^[8]

1. ^ Katharine Briggs, An Encyclopedia of Fairies, Hobgoblins, Brownies, Boogies, and Other Supernatural Creatures, "Wild Hunt", p 437. ISBN 0-394-73467-X
2. ^ ^{a b} Schön, Ebbe. (2004). Asa-Tors hammare, Gudar och jättar i tro och tradition. Fält & Hässler, Värnamo. ISBN 91-89660-41-2 pp. 201-205.
3. ^ K. M. Briggs, The Fairies in English Tradition and Literature, p 49-50 University of Chicago Press, London, 1967
4. ^ "Encyclopaedia of the Celts: Devil's Dandy Dogs – Diuran the Rhymer". Arkiveret fra originalen 28. oktober 2006. Hentet 6. august 2008.
5. ^ "Dokumentasjonsprosjektet norsk sprog og kultur". Arkiveret fra originalen 23. september 2015. Hentet 6. august 2008.
6. ^ Velle Espeland: Spøkelse! (s. 109), forlaget Humanist, Oslo 2002, ISBN 82-90425-57-0
7. ^ Katharine Briggs, An Encyclopedia of Fairies, Hobgoblins, Brownies, Boogies, and Other Supernatural Creatures, "Infringement of fairy privacy", p 233. ISBN 0-394-73467-X
8. ^ Ronald Hutton, The Pagan Religions of the Ancient British Isles: Their Nature and Legacy, p 307, ISBN 0-631-18946-7