Digevoldingsagre

Digevoldingsagre var en ordning af den dyrkede jord i keltisk jernalder. De kendes fra hele det nordvesteuropæiske lavland og benævnes på engelsk "Celtic fields" med henvisning til deres tidsmæssige tilhørsforhold^[1]. De kan gå tilbage fra slutningen af bronzealderen til romersk jernalder, men ikke senere^[2].

Digevoldingsagrene kendetegnes ved, at den dyrkede jord var inddelt i mindre, oftest rektangulære, men undertiden mere uregulære agre, oftest 1.000-3.000 m² indhegnede af jordvolde^[1][2]. Det er muligt, at agrenes størrelse har været fastlagt ud fra arealenheden en tønde land.^[3] I Jylland kendes de bedst fra heder, i Østdanmark fra skove, men det må formodes at bero på bedre muligheder for bevarelse end i det dyrkede landskab.

Nogen endelig forklaring på årsagerne til dyrkningssystemets opkomst gives ikke. Det er muligt, at dyrkning af forskellige afgrøder på de forskellige marker har fremmet en opdeling (og at der har eksisteret en form for rotation med mulig braklægning). Ligeledes kan størrelsen af de enkelte agerfelter formodes at afspejle det areal, som lod sig bearbejde i løbet af en enkelt arbejdsdag. En tredje mulighed er, at systemet afspejler en gradvis udvidelse af det dyrkede areal, hvor hver gård skulle have sin part i den nyopdyrkede jord.^[4]

1. ^ ^{a b} Porsmose, s. 54
2. ^ ^{a b} Christensen, s. 41
3. ^ Hedeager, s. 153
4. ^ Fodnotefejl: Ugyldigt <ref>-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnet Nielsen 29