Dream Team

Dreamteam under OL i 1992

Dream Team var det selvvalgte kælenavn for det amerikanske basketballlandshold, som vandt guld ved OL i Barcelona i 1992. Navnet blev valgt, fordi man for første gang stillede med spillere fra verdens stærkeste basketball-liga, NBA. Stort set alle de største spillere fra 1980'erne og starten af 1990'erne stillede op, og holdet vandt alle deres kampe med mindst 30 points.

Betegnelsen Dream Team blev hængende ved de næste to internationale mesterskaber (VM i 1994 og OL i 1996), dog med tilføjelsen af nye generationer (Dream Team II og Dream Team III). Herefter klingede navnet ud.

Landsholdet ved VM i 1998 blev således kaldt The Dirty Dozen, fordi det mere bestod af arbejdsmænd end af stjerner. Ingen spillere, der var aktive i NBA på daværende tidspunkt, kunne udtages, da der var en løbende konflikt mellem spillerne og ligaen, som i sidste ende førte til en lockout.

Først ved OL-turneringen i 2008 blev betegnelsen Dream Team taget op igen, dog i form af ordspillet The Redeem Team, som angiver, at USA skulle bruge turneringen til at genrejse ryet som verdens absolut førende inden for basketball. USA havde på daværende tidspunkt ikke vundet et OL eller VM siden 2000, bl.a. fordi mange af tidens stjerner havde sagt nej på forhånd eller havde måttet melde fra under forberedelsen til de pågældende turneringer pga. skader.


From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Tubidy