Dubliners bog af James Joyce - ikke at forveksle med The Dubliners irske folkemusikgruppe. |
Dublinfolk | |
---|---|
Originaltitel | Dubliners |
Forfatter | James Joyce |
Oversætter | Ove Brusendorff (1942),[1] Anne Marie Bjerg (1998), Karsten Sand Iversen (2023), Niels Lyngsø (2023) |
Land | Irland |
Sprog | engelsk |
Genre(r) | novellesamling |
Forlag | Grant Richards Ltd., London |
Udgivelsesdato | 1914 |
Udgivet på dansk | 1998,2023 |
Sider | 152 |
OCLC | 23211235 |
Dublinfolk (engelsk: Dubliners) er den irske forfatter James Joyces første prosaværk. De femten noveller, som udkom i 1914,[2] giver en naturalistisk skildring af irsk middelklasseliv i og omkring Dublin omkring år 1900.
Novellerne blev skrevet, da den irske nationalisme var på sit højeste, og man søgte efter national identitet og mål, i et turbulent krydsfelt mellem historie og kultur. Joyce følte, at den irske nationalisme, ligesom katolicismen og det britiske styre i Irland, var ansvarlig for en kollektiv lammelse af irerne.[3] Han opfattede Dublinfolk som en "poleret lup",[4] han gav til irerne, som et "første skridt mod [deres] åndelige frigørelse".[2]
Joyce udstyrede flere af novellerne med øjeblikke af selverkendelse eller åbenbaring, også kaldet epifani,[5][6]
De første tre noveller i samlingen har jeg-fortæller, med børn som hovedpersoner, mens de efterfølgende noveller er skrevet i tredje person og omhandler livet og bekymringerne for stadigt ældre mennesker, i tråd med Joyces opdeling af samlingen i "barndom, ungdom, modenhed og det offentlige liv".[7] Mange af personerne i Dublinfolk optrådte senere i mindre roller i Joyces roman Ulysses. [8]