Niels Erling Emanuel Brene (14. november 1896 i København – 17. maj 1980 i København) var en dansk komponist.
Allerede som 14-årig bestemte Brene sig for at ville være musiker og komponist. Men først måtte han tage en handelsuddannelse. I 1921 blev han optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium for at studere violin og komposition, men forlod det hurtigt igen, for at tage undervisning hos Ludolf Nielsen.
Den senromantiske påvirkning fra Ludolf Nielsen blev dog snart erstattet med inspirationen fra især Frankrig. Hovedparten af hans produktion er inspireret af de motoriske og klanglige impulser fra bl.a. Bartok og Igor Stravinskij. Erling Brene forsøgte at holde klarhed i højsædet, både i instrumentationen, melodikken og frem for alt i harmonikken. Hans kunstneriske personlighed var præget af en fuldkommen ærlighed. Han gav ikke en tone fra sig, som ikke var nødvendig. Der er ingen udvendige effekter eller forloren følsomhed i hans musik, intet til at få det til at glide lettere ned. Men det er måske forklaringen på, at hans musik er kendt af de færreste og på vej ind i glemslen.
Brene hørte til sin tids avantgarde. Så meget desto mere ironisk var det, at det var under en opførelse i 1969 af hans opera Besøgeren med libretto af forfatteren Sven Holm, at den tids unge komponister lavede en protestaktion i teatret mod "de gamle" og "ned med fåmandsvældet". [1]
I årene halvtredserne og tresserne virkede Erling Brene som sang- og musiklærer på Ellebjergskolen i København, hvor mange elever i de år, lærte ham at kende som en yderst kompetent musiklærer.
Tilbage i 1930'erne hørte han til kredsen omkring UTS (Unge Tonekunstneres Selskab/Det Unge Tonekunstnerselskab) og samarbejdede med bl.a. Finn Høffding og fløjtenisten Johan Bentzon om projekter, der skulle bringe musikken ud ad nye veje, folkekoncerter, musikdramatik, musik for amatører og undervisning.
Fra 1912 til 1948 var de fem kunstarter arkitektur, skulptur, musik, malerkunst og litteratur en del af det olympiske program (se Kunst ved de olympiske lege). Hvert kunstværk skulle have en forbindelse til sport og godkendes af det land, kunstneren repræsenterede. I London i 1948 vandt Erling Brene bronze for kor- og orkesterværket Vigeur.
Erling Brene levede et langt liv, skrev masser af musik, fik meget af det opført, men kun én større ting, en strygekvartet, indspillet på LP.