Evolution (engelsk og latin e = "ud" + volvere = "rulle", altså "udrulning" eller udvikling) er en proces, hvorved sammensætningen af arveanlæg i en population ændres over generationer.[1] Evolutionære processer giver anledning til mangfoldighed af liv på alle niveauer af biologisk organisation herunder arter, individuelle organismer og for molekylær evolution.[2] Evolutionsteorien er en videnskabelig teori, der forklarer, hvordan forandring af organismer og artsdannelse (dvs. opståen af nye arter) forekommer. Evolution anses som videnskabelig, fordi dens forudsigelser holder stik — både i eksperimenter og i analyser af fossiler og levende arter.
Charles Darwins evolutionsteori beskriver, hvordan alle jordens levende organismer deler et fælles ophav, hvorfra de har undergået udviklingsprocesser baseret på naturlig selektion til i dag. Det har ført til mangfoldige organismer. Darwin var den første, der beskrev evolution som en proces drevet af naturlig udvælgelse, og dermed den første til at give en videnskabelig forklaring på de processer, der fører til artsdannelse. Han forklarede, at fordi de fleste organismer kan producere mere afkom, end der er resurser til, forekommer der en selektion af de individer, der bedst tilpasser sig deres omgivelser, og som derved får flere overlevende afkom. Hvis de fordelagtige egenskaber er arvelige, vil de dermed blive videreført til næste generation med højere frekvens end mindre fordelagtige egenskaber. Den proces vil føre til populationer med biologiske egenskaber, som tilsyneladende er tilpasset et bestemt miljø.
Med udviklingen af moderne genetik blev evolutionens biologiske grundlag cementeret[3] , og moderne udviklingslære kombinerer Darwins indsigt i udvælgelsesprocesser med vores viden om samspillet imellem biokemi, genetik og miljø. Biologer skelner mellem mikroevolution og makroevolution. Mikroevolution er den proces hvorved genetiske varianter der giver den organisme der bærer den en fordel frem for andre organismer, og hvor ved gavnlige genetiske varianter bliver hyppigere end de skadelige varianter. Makroevolution er den proces, hvorved nye arter dannes efterhånden som genetiske forandringer akkumuleres og fører til artsdannelse. På molekylært niveau defineres evolution som enhver proces, der fører til, at frekvensen af en bestemt genetisk variant ændres i organismer. De forandringer i genfrekvenser har tre hovedårsager: naturlig udvælgelse, mutationer, og genetisk drift herunder genudveksling imellem befolkninger, jf. Molekylær evolution.
<ref>
-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnet Strickberger's Evolution 1
<ref>
-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnet Strickberger's Evolution 2
<ref>
-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnet Videnskab.dk 1