FA Cup | |
---|---|
Sæson | 1871-72 |
Mester | Wanderers FC (1. titel) |
Andenplads | Royal Engineers AFC |
Kampe spillet | 15 |
Totalt antal mål | 26 (1,73 pr. kamp) |
FA Cup | |
Football Association Challenge Cup 1871-72 var den første udgave af Football Association Challenge Cup, nu til dags bedre kendt som FA Cup. Femten af The FA's medlemsklubber var tilmeldt turneringen, der blev afviklet som en cupturnering. Tre af klubberne trak sig imidlertid inden den første kamp, så turneringen fik deltagelse af 12 klubber. De første kampe blev spillet den 11. november 1871, og finalen blev afviklet den 16. marts 1872 på Kennington Oval i London, hvor Wanderers FC vandt 1-0 over Royal Engineers AFC på et mål af Morton Betts, der spillede under pseudonymet A.H. Chequer.
Skotlands førende klub Queen's Park FC var tilmeldt turneringen og nåede semifinalerne uden at spille en kamp. Holdet spillede uafgjort med Wanderers FC i semifinalen men havde ikke råd til at rejse til London igen for at spille omkampen og var dermed nødt til at trække sig fra turneringen. På den tid fandtes en regel om, at hvis en kamp endte uafgjort, kunne turneringskomiteen lade begge hold gå videre til næste runde. Denne regel blev anvendt to gange i turneringen.